Københavns Byret valgte i dag at udskyde retssagen mod en tidligere ansat i auktionsfirmaet Bruun Rasmussen. Årsagen er, at han har fået et hjerteanfald.

- Jeg blev ringet op af hans kone i går. Han er blevet indlagt på hospitalet i Lund med et hjerteanfald. Det er vist ret alvorligt, og man er nu ved at finde ud af, hvor alvorligt det er, sagde den tidligere direktørs advokat, Anders Nehmet.

Den 55-årige tidligere ansatte i Bruun Rasmussen er tiltalt for narkohæleri og for afpresning mod det kendte auktionshus Bruun Rasmussen, der handler med kunst, smykker og antikviteter.

Det skete i sms-beskeder, som den 55-årige sendte til Bruun Rasmussens direktør, Claus Poulsen ad to omgange. Ifølge anklageskriftet udgav han sig for at være en anden person, og truede med at afsløre i pressen, at han selv var blevet tiltalt for hvidvask af penge i en stor hashsag.

- Jeg er bekendt med, at en af dine folk er sigtet for narkohæleri. Jeg tror, jeg kan få ham fra forsiden. Vil du og X. (den ansatte selv, red.) betale for dette, send mig sms inden kl. 9 i morgen, skrev han 22. oktober 2012. 

Dagen efter skrev han:

- Hej. Kan se, du har ringet, forestiller mig 50k i en kuvert, går i møde, må vide det inden kl. 10., tak, X., skrev han med henvisning til de 50.000 kroner, han forventede at få. 

Hvidvaskningen af penge foregik angiveligt i ly af  Bruun Rasmussen, hvor den tiltalte var direktør for sit eget fagområde. 

Såfremt den tiltaltes sundhedstilstand tillader det, vil sagen blive genoptaget onsdag i næste uge.