Siden dokumentaren 'Den sorte svane' udkom for nogle måneder siden, har hovedpersonen – Amira Smajic – været stærkt omtalt og i fokus.
Onsdag skulle hun have siddet på anklagebænken i Retten i Odense.
Men retssagen mod Amira Smajic er blevet udskudt.
Det skriver hendes advokat, Thomas Brædder, i en sms til B.T.
Specialanklager ved Fyns Politi Karina Winther Juhlin har tirsdag modtaget en lægeerklæring fra Amira Smajic.
»Hun er syg, derfor er sagen blevet udskudt til et endnu ikke fastsat tidspunkt,« siger anklageren.
Amira Smajic nægter sig skyldig.
Sagen mod Amira Smajic gik i gang tidligere på året. Her blev hun afhørt af politiet i et indenretlig forhør, siden blev anklageskriftet sendt ud til parterne i sagen.
Men siden er der ikke sket meget i retssagen, da Amira Smajic har været sygemeldt.
Onsdag skulle en række vidner have været afhørt, og anklageren forventede at afslutte sagen torsdag, hvilket nu er blevet udskudt.
Det fremgår af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, at Amira Smajic er tiltalt for ti forhold om bedrageri, dokumentfalsk og tyveri.
Flere af forholdene drejer sig om bedrageri, der samlet løber op i flere hundredtusinder kroner.
I august blev den 36-årige erhvervsjurist dømt for dokumentfalsk ved Retten i Herning. Her blev hun idømt tre måneders fængsel. Hun har valgt at anke dommen til Vestre Landsret.
