Retssagen mod en 27-årig mand, der er tiltalt for uagtsomt manddrab på en politibetjent på Langebro i København, må endnu en gang udsættes. Begrundelsen er, at der er en forventning om, at den tiltalte ikke dukker op.
Det oplyser forsvareren for den 27-årige, advokat Anders Schønnemann, til B.T.
Vanvidsbilisten skulle ellers møde i byretten i København mandag morgen 14. december, men retssagen er søndag aften blevet aflyst på ubestemt tid – igen.
Politiet kan nemlig ikke finde den 27-årige sigtede mand.
Han skulle egentlig have været for retten allerede 1. december, men dette retsmøde blev aflyst, fordi han, som efter sigende opholder sig i England, var så syg, at han ikke kunne komme hjem.
Det fik byretten til at bede om dokumentation for hans sygdom. Dokumentationen viste sig ikke at være tilstrækkelig efter rettens mening.
Derfor blev der for få dage siden afsagde en egentlig fængslingskendelse mod den 27-årige for at sikre, at han mødte op i retten mandag morgen.
Men foreløbig er det tilsyneladende ikke lykkedes engelsk politi at lokalisere manden, så han kan sendes hjem til retssagen i Danmark.
Det var 23. juli sidste år, at den 27-årige om natten kørte vanvidskørsel hen over Langebro. Her påkørte han flere biler og ramte blandt andet en politibetjent, der kom kørende i modsat retning.
Efter ulykken flygtede han fra stedet uden at hjælpe den 35-årige betjent, der sad fastklemt og livløs i sin bil. Han afgik senere ved døden.
Manden kørte angiveligt med 117 kilometer i timen, da han bragede ind i betjentens bil, men nægter sig skyldig i ulykken.