Der bør straffes langt hårdere i voldssager, hvis der er tale om overfald, der kan gå ind under begrebet 'dominansvold'.
Og hvis en eller flere gerningsmænd samtidig filmer selve voldshandlingen og efterfølgende deler filmsekvensen med en bredere kreds via for eksempel sociale medier, skal det i sig selv regnes for en særlig skærpende omstændighed, når sanktionen skal udmåles i en straffesag.
Det mener retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Skaarup, som med afsæt i to aktuelle sager fra henholdsvis Sønderborg og Aarhus-forstaden Tranbjerg har sendt en byge af spørgsmål af sted til justitsminister Nick Hækkerup (S).
»Vi har gennem de senere år set en stigende tendens i Sverige i relation til fænomenet 'dominansvold', hvor grupper af unge med indvandrerbaggrund gennemfører voldelige overfald rettet mod svenske unge. Der har i løbet af det seneste år vist sig eksempler på, at fænomenet er ved at sprede sig til Danmark, og jeg mener, der er behov for at slå hårdt ned på dominansvold og på den måde sende et skarpt politisk signal om, at vi ikke vil acceptere, at fænomenet får lov til at sprede sig yderligere i det danske samfund,« siger Peter Skaarup.
I den aktuelle sag fra Sønderborg, hvor en 16-årig dreng af anden etnisk herkomst end dansk tirsdag blev idømt 16 måneders ungdomssanktion for voldeligt at overfalde, true og tvinge sit 14-årige offer til at kysse gerningsmandens fødder, blev begrebet dominansvold ikke nævnt en eneste gang i domsmandssagen ved Retten i Sønderborg.
I den anden aktuelle sag fra Tranbjerg blev en 15-årig dreng og hans jævnaldrende kammerat lørdag aften i den forgangne weekend lokket til at komme til byen under påskud af en invitation til en fest.
Men da de steg af letbanetoget i forstaden syd for Aarhus, blev de i stedet passet op af en flok på 12-13 unge, hvoraf to gik forrest i voldshandlingen:
Da den 15-årige dreng nægtede at drikke urin af en flaske, der blev holdt frem mod ham, blev han skubbet ind i en mur, slået med knytnæve og måtte til sidst stå model til at få hældt urinen ud over sig.
I modsætning til sagen fra Sønderborg er gerningsmændene i Tranbjerg endnu ikke fundet, oplyser Østjyllands Politi til B.T.
»Den her tendens, at man udviser en form for dominans og stærkt nedværdigende adfærd over for andre mennesker, er meget alvorlig. Det bør i sig selv medføre en ekstra straf,« mener Peter Skaarup.
I forbindelse med sagen fra Tranbjerg udsendte justitsminister Nick Hækkerup søndag en skriftlig kommentar, hvor han tog kraftig afstand fra både den konkrete hændelse og lignende handlinger, som han kalder 'forkastelige'.
»Det er helt uacceptabelt og langt fra det trygge samfund, vi ønsker i Danmark. Vi skal kunne sende vores børn og unge ud af døren uden at være bekymrede for, hvad der sker med dem, og de skal trygt kunne bevæge sig rundt. Også efter mørkets frembrud,« fastslår Nick Hækkerup.