Der er milliarder af kroner på spil, når Sø- og Handelsretten i Amaliegade i København mandag efter mere end 18 års tilløb tager hul på en tvist om elpriserne i det vestlige Danmark.

Et konsortium bestående af 1004 sagsøgere lige fra store selskaber som Arla og Bang & Olufsen til mindre virksomheder og foreninger som Dagli'Brugsen i Bøvling og Kaløvig Bådelaug har noget på spil i sagen, som behandles over mere end 30 retsdage.

Selve retssagen føres an af energihandelsselskabet Mind Energy, det tidligere Energi Danmark, og en håndfuld andre selskaber, og sagens udfald vil få betydning for de øvrige sagsøgere.

Mind Energy mener selv at have krav på 382 millioner kroner i erstatning, mens det samlede krav i sagen løber op i 4,4 milliarder kroner. Alle beløb skal derudover tillægges renter, mener sagsøgerne.

Sagsøgerne mener, at prisen på strøm i Vestdanmark blev skruet unaturligt højt op i årene 2003-2006. Det samme mente Konkurrencerådet i 2007, og det var i forlængelse af den afgørelse, at der i november det år blev lagt sag an af konsortiet af 1004 selskaber.

Det var det daværende Elsam - selskabet hedder nu Ørsted Bioenergy & Thermal Power - som via elbørsen Nord Pool solgte strømmen og altså efter sagsøgernes opfattelse skruede prisen for højt op.

Selskabet er ejet af det børsnoterede selskab Ørsted A/S, som den danske stat ejer lige over halvdelen af.

I spidsen som administrerende direktør sidder 58-årige Ole Thomsen, mens den et år ældre Henriette Fenger Ellekrog sidder for bordenden i bestyrelseslokalet. Fenger sidder i direktionen i moderselskabet, Ørsted.

Ifølge reglerne skal prisen fastsættes ud fra de faktiske omkostninger plus en rimelig profit. Men i virkeligheden blev strømmen efter sagsøgernes opfattelse solgt væsentligt dyrere.

Ørsted-datterselskabet vil ikke imødekomme sagsøgernes krav og forlanger frifindelse.

Sagen er del af et kompleks kaldet Elsam-sagerne og har verseret i flere spor både hos konkurrencemyndighederne og ved domstolene, hvor forskellige spørgsmål er blevet prøvet.

Efter at have lidt nederlag både hos konkurrencemyndighederne og i Sø- og Handelsretten, fik Ørsted imidlertid en sejr i maj 2018, da Vestre Landsret ophævede Konkurrencerådets afgørelse fra 2007.

Og i 2020 frifandt Sø- og Handelsretten Ørsted i erstatningssagen netop med henvisning til afgørelsen i myndighedssagen. Men Vestre Landsret ophævede året efter den dom og besluttede, at der skulle køre en selvstændig erstatningssag.

Sagens kompleksitet afsløres i de omfangsrige sammenfattende processkrifter, som parternes advokater har indgivet. Sagsøgernes processkrift fylder 537 sider, mens Ørsteds fylder 327 sider.

Dommen ventes til april.

/ritzau/