Der er tirsdag eftermiddag møde ved Retten på Bornholm i en meget omtalt drabssag. Det er omgærdet af mystik.

De to døre ind til retslokale 1 ved Retten på Bornholm holder tirsdag eftermiddag offentligheden fra at høre nyt i sagen om et meget omdiskuteret drab, der blev begået på klippeøen i slutningen af juni.

Der er tale om et såkaldt forhør efter retsplejelovens § 747. Under sådanne møder sker det ofte, at en sigtet afgiver forklaring, så den er sikret på skrift i retten.

Ingen af de sigtede var dog at se i retslokalet, inden dørene blev lukket for den fremmødte presse. Der har heller ikke været nogen politibiler at se uden for retten, som kunne tyde på, at en sigtet skulle være mødt frem.

Det er to brødre - en 23-årig og en 25-årig - som er sigtet for at have slået en mand ihjel. På en shelterplads i Nordskoven på Bornholm mistede en 28-årig mand natten til den 23. juni livet, da han blev tæsket med granrafter, stukket med kniv, brændt og fik et knæ på halsen.

Særligt anklagen om at have sat et knæ på den dræbtes hals har skabt ubehagelige associationer til en drabssag i USA, hvor en sort mand døde, efter at en hvid politimand i mange minutter havde haft sit knæ på hans hals.

Den 28-årige i denne sag er selv farvet. Hans mor er fra Tanzania, mens hans far er fra Danmark, og særligt én af de sigtede har tiltrukket sig stor opmærksomhed.

Han har en hagekors-tatovering på benet, og flere medier har tidligere berettet, at han angiveligt sympatiserer med den alleryderste højrefløj.

De klare paralleller til drabet på George Floyd i USA har vakt en debat om racisme i Danmark, men Bornholms Politi har flere gange afvist, at der skulle lægge racistiske motiver bag den brutale episode i Nordskoven.

- Det er en personlig relation, der er gået helt galt, har chefanklageren tidligere sagt.

Tirsdag tager mystikken til ved Retten på Bornholm, da chefanklager Benthe Pedersen Lund insisterede på, at pressen ikke måtte være til stede, mens hun forklarede, hvorfor retsmødet ifølge hende burde foregå bag lukkede døre.

Dommer Christian Bach Esdorf valgte "af hensyn til sagens karakter", at pressen skulle ud af lokalet - både under chefanklagerens argumentation og under retsmødet.

Det er derfor uvist, hvorfor offentligheden på nuværende tidspunkt ikke må høre det nye i sagen, der i forvejen er præget af stor rygtedannelse på sociale medier.

/ritzau/