Den 27-årige James Schmidt, der er sigtet for rovmord på tre pensionister i København, er bimlende farlig.

Det fremgår af en dugfrisk erklæring fra Retslægerådet, efter at den formodede seriemorder fra Østerbro er blevet mentalundersøgt.

Det kom frem onsdag eftermiddag i Københavns Byret.

Her fik den 27-årige mand for første gang siden sin anholdelse og varetægtsfængsling i marts sin fængsling forlænget i et åbent retsmøde, så offentligheden kunne få et nærmere indblik i det materiale, som anklageren præsenterede dommeren for.

James Schmidt deltog sammen med sin forsvarer via en videoforbindelse fra arresten i Helsingør. Her sad han iklædt en langærmet, grå trøje og lyttede tilsyneladende opmærksomt og uanfægtet på de alvorlige anklager mod ham. Et par gange kløede han sig kortvarigt i sit korte hår.

I retslokalet fremlagde senioranklager Søren Harbo fra Københavns Politi den helt nye udtalelse fra eksperterne i Retslægerådet, der har nærstuderet mentalundersøgelsen af den formodede seriemorder. Og konklusionen er skræmmende klar: Han er livsfarlig.

Endda i en sådan grad, at han i tilfælde af en skyldigkendelse til sin tid, efter eksperternes mening, skal idømmes forvaring på ubestemt tid.

»Retslægerådets udtalelse underbygger, at der er grund til at frygte, at han i tilfælde af en løsladelse vil begå ny, ligeartet kriminalitet. Ifølge Retslægerådet har James Schmidt en svært afvigende personlighedsstruktur med stærkt psykopatiske træk,« oplyste anklageren.

Det er ikke første gang, at James Schmidt er blevet beskrevet med en belastende mentalundersøgelse. Det var også tilfældet, da han i 2011 blev idømt netop forvaring af både Københavns Byret og Østre Landsret.

Dengang blev han fundet skyldig i som kun 17-årig at have begået både drabsforsøg og voldtægt, men Højesteret omstødte i 2012 dommen til syv års fængsel.

Det betød, at James Schmidt tidligere i år var på fri fod – og altså ifølge politiets opfattelse kunne rovmyrde tre pensionister på Østerbro.

Den 27-årige mand nægter sig skyldig, men har under sin foreløbigt ni måneder lange varetægtsfængsling ikke ønsket at lade sig afhøre af politiet.

I onsdagens retsmøde oplyste anklageren, at han er ved at lægge sidste hånd på at udarbejde et anklageskrift i sagen. Formentlig vil der blive rejst tiltale mod den 27-årige for de tre pensionistdrab i denne uge.

Politiet havde i første omgang overset, at de tre pensionister var døde som følge af drab.

Lørdag 9. marts kontaktede den tidligere vinder af Robinsen-ekspeditionen Malene Hasselblad imidlertid politiet med en række observationer, som hun havde gjort sig, efter hun dagen forinden fik beskeden om sin 81-årige mors død.

Malene Hasselblad med sin mor, Inez.
Malene Hasselblad med sin mor, Inez. Foto: Privatfoto
Vis mere

Malene Hasselblad insisterede på at tale med politiet, da hun følte sig sikker på, at der var tale om en forbrydelse, selv om politiet i første omgang havde journaliseret dødsfaldet som naturligt.

Kort efter rullede lavinen. Den nu 27-årige mand af østafrikansk oprindelse blev anholdt, og to pensionisters død i samme bebyggelse på Vangehusvej på Østerbro viste sig ved nærmere eftersyn også at være drab.