På et toilet i et butikscenter blev en dreng forulempet af den mand, som skulle følge ham i børnehave.

Han var en ven af familien, og en kvinde anede ikke uråd, da hun tilbage i 2011 og 2012 lod en 48-årig mand følge hendes fireårige søn i børnehave. Fredag er den 48-årige dømt for adskillige overgreb mod drengen.

Retten i Glostrup har fundet manden skyldig i at have begået et ikke nærmere bestemt antal overgreb på drengen. Og det har udløst en såkaldt anbringelsesdom på ubestemt tid.

- Der var rejst tiltale for mindst 50 tilfælde, men retten har valgt at dømme for "adskillige tilfælde", altså uden at sætte tal på, fortæller specialanklager Bo Bjerregaard fra Københavns Vestegns Politi.

Overgrebene foregik på et offentligt toilet i Ishøj By Center, hvor manden tog drengen med hen, blandt andet når den lille skulle følges i børnehave.

Manden er retarderet i lettere grad. Under sagen har hans advokat, Carsten Halle, fortalt, hvordan det blandt andet kommer til udtryk.

- Min klient kan skrive sit eget navn og sige ja og nej. Men han kan hverken læse eller skrive, fortalte advokaten under et retsmøde tidligere på ugen.

Straffeloven dikterer, at såkaldt utilregnelige personer ikke skal straffes. Det gælder blandt andet mentalt retarderede. De kan i stedes idømmes en foranstaltning, som træder i stedet for straf.

I denne sag har retten valgt en anbringelsesdom, hvor manden på ubestemt tid skal anbringes på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap.

Den 48-årige har nu 14 dage til at overveje, om han vil acceptere den dom, eller om han vil anke til Østre Landsret.

Bo Bjerregaard oplyser, at retten ikke ville dømme manden for at have begået anale voldtægter af drengen.

Under sagen har drengens mor forklaret, at hun dengang ikke bemærkede skader på drengen. Den 48-årige er derfor alene dømt for at have forsøgt at gennemføre anale voldtægter.

/ritzau/