I omkring fem måneder måtte to kvinder som ansatte på en restaurant på Midtsjælland lide under stærkt ubehagelige arbejdsforhold.

Problemet var deres chef – en 28-årig mand, der tidligere er dømt for vold.

Nu er restauratøren igen tiltalt. Dels for at have begået nye tilfælde af vold mod de to ansatte kvinder og dels for også at have udsat dem begge for blufærdighedskrænkelser.

Den ene af kvinderne måtte eksempelvis lægge krop til, at restauratøren trak ud i hendes trøje og kiggede på hendes bryster. Desuden kommenterede han hendes udseende ved at sige, at hun havde »store flødemadder«.

Det fremgår af ordlyden af det anklageskrift, som anklagemyndigheden fra Midt- og Vestsjællands Politi nu har præsenteret den 28-årige restauratør for.

Ifølge tiltalen, som B.T. har fået aktindsigt i, blev også en anden kvinde udsat for kriminel sexchikane på jobbet fra restauratørens side.

Dels befølte han hende gentagne gange på balderne, og dels fik hun via Snapchat tilsendt flere videoer af seksuel karakter. Der var efter politiets opfattelse i begge tilfælde tale om blufærdighedskrænkelser.

Samtidig er restauratøren tiltalt for i adskillige tilfælde at have begået vold mod de to kvinder på restauranten ved at have taget halsgreb på dem.

Den ene af dem blev ifølge anklageskriftet også slået så hårdt på skulderen, at det gav et blåt mærke.

Da den 28-årige tidligere er dømt for vold, har politiet i anklageskriftet henvist til straffelovens paragraf 247. Den giver mulighed for at forhøje en eventuel straf for voldsforholdene med indtil det halve, fordi der er tale om en tidligere dømt voldsmand.

Når sagen om et par uger skal behandles ved Retten i Roskilde, bliver det som domsmandssag – altså med en juridisk uddannet dommer og to almindelige borgere som domsmænd til at afgøre spørgsmålet om eventuel skyld og straf.

Det indikerer samtidig, at restauratøren ikke kan erkende sig skyldig i de rejste tiltalepunkter.