Natten til tirsdag blev København endnu engang ramt af en eksplosion.

Denne gang var det en thairestaurant på Amager, det gik ud over. Københavns Politi melder i en opdatering, at en person er blevet set løbe fra stedet.

Eksplosionen fandt sted på Røde Mellemvej på Amager.

»Vi får klokken 03.30 en anmeldelse fra borgere, som har hørt et stort brag,« sagde vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi til ritzau.

Han fortalte efterfølgende til B.T., at politiets teknikere arbejder på stedet for at fastslå årsagen til eksplosionen.

Han kunne derfor heller ikke svare på, om eksplosionen har forbindelse til den lange række af eksplosioner, som København er blevet ramt af i år.

»Vi ved endnu ikke, hvad der er sket. Men vi har teknikere på plads derude for at få klarlagt, hvad der er sprængt,« sagde han.

»Vores teknikere er lige landet på stedet, så endnu er det for tidligt at sige noget om, hvad det er, der er eksploderet,« uddybede vagtchefen til B.T.

I en opdatering fra Københavns Politi på Twitter forlyder det nu, at en person er set løbe fra stedet, hvor eksplosionen fandt sted.

'En person er set løbe fra gerningsstedet for eksplosionen på Røde Mellemvej i retning mod Nålemagerstien. Politiet vil gerne i kontakt med personen eller vidner, der har set vedkommende,' skriver politiet.

Samtidig slås det fast, at politiet fortsat arbejder på stedet.

Derfor var vejen spærret i en længere periode, mens arbejdet stod på. Der er dog åbnet for passage på vejen igen.

Eksplosionen på Røde Mellemvej er den 11. eksplosion i København og omegn inden for kort tid.

Flere af dem har ramt mindre spisesteder og take-aways ejet af personer med anden etnisk baggrund end dansk.

Du kan få et overblik over eksplosionerne her.

Hvis du kender noget til eksplosionen på Røde Mellemvej, så vil Københavns Politi gerne høre nærmere. De kan kontaktes på 114.