Flere maskerede mænd gik tirsdag aften til angreb på en restaurant i den centrale del af Aarhus.

Det bekræfter Østjyllands Politi over for B.T.

Ingen personer kom til skade, lyder det videre.

Anmeldelsen kom kl. 20.01 fra spisestedet i Max Müllers Gade, hvor flere ruder forinden var blevet smadret.

Det samme var flere stykker inventar.

Politiet har ikke et præcist antal på, hvor mange gerningsmænd, der var tale om – men det var »en mindre gruppe maskerede mænd«, lyder det også i døgnrapporten, hvor det kaldes »groft hærværk«.

B.T. har været i kontakt med den pågældende restaurant, hvorfra man telefonisk bekræfter hændelsen.

Man ønsker dog ikke at udtale sig yderligere.

Da politiet nåede frem, var gerningsmændene igen forsvundet, og der er onsdag formiddag endnu ingen anholdte i sagen.

»Patruljen sikrede spor på stedet. Sagen efterforskes nu nærmere,« lyder det i døgnrapporten.

På det seneste har flere McDonaldsrestauranter været udsat for lignende hærværk flere steder i landet, også i Aarhus. Det menes at være relateret til den opblussede krig mellem Israel og Hamas.

Men Østjyllands Politi oplyser, at man umiddelbart ikke mener, at tirsdagens tumult på Max Müllers Gade-restauranten er relateret hertil.