Rema 1000 erkender, at ansattes fejl har fået flere af kædens butikker politianmeldt.
Som B.T. skrev tirsdag formiddag, har Forbrugerombudsmanden anmeldt tre Rema 1000-butikker for ikke at have tildækket tobaksvarer tilstrækkeligt.
Kommunikationschef i Rema 1000 Jonas Schrøder kalder det nu 'fejl', at tobaksvarerne ikke har været tildækket i de pågældende butikker.
»De er dækket til normalt, og det er også noget, vi arbejder med medarbejderne om, at de skal være,« siger Schrøder til B.T.
Siden 2021 har loven i Danmark dikteret, at dagligvarebutikker skal undlade at reklamere for tobaksvarer ved at tildække dem med eksempelvis en låge.
Det er de som regel også i Rema 1000. Men i flere tilfælde er det nu altså smuttet for butikken, kunne Forbugerombudsmanden fortælle i en pressemeddelelse tidligere på dagen.
Mindst én gang har det skyldtes, at en ansat var ved at fylde hylderne op, da vedkommende blev afbrudt for at hjælpe en kunde, lyder forklaringen fra dagligvarekæden.
I to af tilfældene har Rema 1000 dog ikke haft mulighed for at se, hvorfor lågerne, der skjuler tobaksprodukter, ikke har været trukket for, siger Jonas Schrøder til B.T.
Det er fordi, at der er gået flere måneder, fra lovbrudene skete, til at Rema 1000 fik bevismaterialet tilsendt i form af billeder. På det tidspunkt var videoovervågningen i butikkerne allerede slettet.
Hvordan kan sådan en fejl ellers opstå?
»Det kan jo være, at man glemmer at tage (lågen, red.) til side igen,« siger Schrøder og peger på, at der er tale om et manuelt system.
Han siger, at Rema 1000 har sendt en intern meddelelse til de ansatte om, at politianmeldelserne formentlig vil blive omtalt, og at det er en anledning til at huske at holde tobaksvarerne skjult.
Rema 1000s kommunikationschef sender samtidig en stikpille afsted til Forbrugerombudsmanden, som han siger »stanger politianmeldelser ud til højre og venstre.«
»De er jo langsomme med at komme med beviset efter flere måneder, så vi ikke selv kan gå tilbage og tjekke – men de er hurtige til at politianmelde. Det er åbenbart sådan, de har valgt at arbejde.«