Nordsjællands Politi er natten til søndag rykket ud til et pizzeria i Ølstykke efter en anmeldelse om en eksplosion.
Det fortæller vagtchef Lee Skeen tidligt søndag morgen.
- Vi kom frem med flere patruljer og kunne så konstatere, at der var tegn på en eksplosion, siger han.
Hændelsen efterforskes bredt, og vagtchefen afviser derfor at sætte ord på, hvad der kan have ført til den formodede eksplosion.
- Vi har undersøgt stedet med vores kriminalteknikere, og vi holder alle hypoteser åbne, siger Lee Skeen.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med hændelsen, men der er skader på pizzeriaet.
- Der er nogle skader derude. Der er nogle vinduespartier, hvor rammen er trykket delvist ud, og ruder, der er knust, lyder det fra vagtchefen.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.26. Det er tidligt søndag morgen fortsat til stede på adressen.
- Vi har haft sendt vores indsatsledere, og så har vi vores kriminalteknikere derude. Og en del af det er også at undersøge stedet med hunde, siger Lee Skeen.
Søndag formiddag har Nordsjællands Politi oplyst, at ingen er anholdt eller sigtet i sagen.
Ved siden af pizzeriaet ligger en Rema 1000-forretning. Den har på grund af eksplosionen været tvunget til at holde lukket søndag.
I et opslag på forretningens Facebook-side kan man se et billede af, at mange varer er faldet ned fra hylderne.
/ritzau/
