1.800 asylansøgere blev sidste år sigtet for kriminalitet. Antallet af asylansøgninger stiger samtidig, men oppositionen fastholder, at flygtningene udnytter de danske asylregler.

Sidste år blev asylansøgere i Danmark sigtet 1.800 gange for at overtræde straffeloven. Det svarer til omkring hver fjerde af de asylansøgere, som samme år søgte om ophold i Danmark, viser tal fra Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen.

Antallet af sigtelser har været stigende de seneste mange år og er mere end fordoblet fra 744 i 2007.

Men antallet af personer, der søger asyl, er også steget - og i en højere fart. Mellem 2007 og 2013 er antallet af asylansøgere tredoblet til 7.557, og det får myndighederne til at kalde stigningen i antallet af sigtelser for forventelig.

»Udviklingen i mængden af kriminalitet, der begås af asylsøgere, følger naturligt nok antallet af asylsøgere,« skriver Rigspolitiet i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.

Rigspolitiet oplyser, at sigtelserne primært handler om forbrydelser som butikstyverier, lommetyveri, hæleri, dokumentfalsk og overtrædelse af udlændingelovgivningen.

»Kun i begrænset omfang er der tale om alvorligere kriminalitet,« skriver politiet.

På Christiansborg mener Dansk Folkeparti, at udviklingen bekræfter, at mange asylansøgere systematisk udnytter de danske asylregler, der giver betalt ophold og mad, til at begå kriminalitet.

»Det fortæller det, som vi godt havde på fornemmelsen; nemlig at problemet med kriminelle asylansøgere bliver større og større. Og det er ikke så underligt, når man tager i betragtning, at der er mange asylansøgere,« siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF), som bakkes op af de Konservatives integrationsordfører, Tom Behnke (K).

Han mener også, at myndighederne bør slå hårdere ned på de kriminelle personer.

»Der skal vi være meget mere kontante og konsekvente og sørge for, at de bliver smidt ud af landet hurtigst muligt,« siger Tom Behnke.

Rigspolitiet har vanskeligt ved at vurdere, om nogle asylansøgere bevidst søger mod Danmark for at begå indbrud eller tyverier, men konstaterer samtidig, at det kun er »et begrænset antal udlændinge set i forhold til det samlede antal asylansøgere«, der kommer i kontakt med politiet.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) mener, at antallet af sigtelser set i det store perspektiv er faldet.

»Ser vi på procentdelen af asylansøgere, der begår kriminalitet, er den faktisk faldende,« siger hun, men fastholder også, at det ikke ændrer på, at regeringen vil fortsætte indsatsen mod »de kriminelle lømler«.

På Brovst Asylcenter i Nordjylland har afdelingsleder Rikke Ørnberg også bemærket en forandring.

»For halvandet år siden oplevede vi en tilstrømning af bestemte befolkningsgrupper på grund af et hul i lovgivningen. De bragte noget kriminalitet med sig. Hullet er nu blevet lukket, og de mennesker er sendt hjem igen, og det betyder, at vi ikke længere oplever den samme form for kriminalitet,« siger hun.

Røde Kors, der driver størstedelen af de danske asylcentre, har via politiet før hørt om problemer med grupper af østeuropæere, som søgte asyl for at begå kriminalitet.

»Men pt. kan vi ikke genkende, at der er deciderede grupper af asylansøgere, som begår kriminalitet,« siger asylchef Anne la Cour fra Røde Kors.