Sidste år satte antallet af voldtægts-anmeldelser nye rekorder: Aldrig har så mange kvinder anmeldt en voldtægt i Danmark, som det var tilfældet i 2007. Det viser nye tal fra politiets anmeldelses-statistik.

Mod normalt cirka 500 voldtægtsanmeldelser om året blev der i 2007 anmeldt hele 566 voldtægter i hele landet. Det er en stigning på syv procent i forhold til året før.

Det skriver B.T. tirsdag.

Hos Københavns Vestegns Politi vurderer politiinspektør Bent Isager-Nielsen, at stigningen ikke skyldes, at der sker flere voldtægter, men derimod at flere vælger at anmelde en voldtægt.

På Center for Voldtægtsofre i København er håbet det samme.

- Det er velkendt, at vi har et mørketal. Nogle undersøgelser har vist, at der sker mindst 10 gange så mange voldtægter, som der bliver anmeldt, forklarer psykolog Annalise Rust fra Center for Voldtægtsofre.

Noget tyder på, at kvinder er begyndt at bryde tabuet om voldtægter i parforhold og går til politiet, når de har været udsat for et seksuelt overgreb af deres tidligere eller nuværende partner.

Center for Voldtægtsofre i København oplever, at de får stadig flere henvendelser fra kvinder, der har været udsat for en såkaldt kontaktvoldtægt. Det er den slags voldtægter, hvor kvinden kender gerningsmanden på forhånd – modsat overfaldsvoldtægter, hvor offer og forbryder slet ikke kender hinanden.

Samtidig kan centret se, at den hjælp, kvinderne får på centret, giver dem mod på også at anmelde voldtægten.

- Det er interessant, for det tyder på, at kvinderne kommer frem. At de tør anmelde det. Det er godt, for så kan de få den hjælp, de har brug for. Og samfundet kan samtidig få et klarere billede af, hvor stort problemet er, fortæller Annalise Rust.

Politiinspektør Bent Isager-Nielsen bekræfter tendensen og uddyber:

- Jeg tror, at det skyldes, at kvinder ikke vil finde sig i det. Hvor flere tidligere bed det i sig, går flere nu til politiet, når en kæreste har voldtaget dem, siger politiinspektøren fra Københavns Vestegns Politi.

Læs mere i B.T. i dag: 24-årige Josephine blev voldtaget to gange af sin kæreste på en ferie.