Den 24-årige mand, som stak af fra det psykiatriske hospital i Risskov, og som har været på fri fod i halvanden måned, var i politiets varetægt, da han flygtede. Det er derfor politiets ansvar, lyder det fra Region Midtjylland.

Manden var kørt til mentalundersøgelse af politiet på Risskov, da han flygtede, oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Flere medier har videreformidlet episoden, som at den 24-årige var flygtet fra hospitalet i Risskov, hvor Region Midtjylland har ansvaret for patienter, der har fået en behandlingsdom i stedet for en fængselsdom. Det er forkert information, da manden netop var i politiets varetægt.

- At give regionen skylden for, at den 24-årige er stukket af, svarer til, at Fakta fik skylden for en fangeflugt, hvis han var undsluppet fra politiet i supermarkedet, siger cheflæge i Psykiatrien i Region Midtjylland, Per Jørgensen.

BNB