Sammen med brandvæsnet og en af Forsvarets helikoptere er Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tirsdag eftermiddag til stede ved vandet i Vordingborg. 

Her finder en redningsaktion i øjeblikket sted på vandet.

Det oplyser vagtchef ved politikredsen Heidi Grandt Andresen til B.T. og uddyber, at politiet klokken 13.13. modtog en anmeldelse om en sejlbåd, der tog vand ind. 

»Vi er til stede for at sikre, at familien er o.k., og for at afhjælpe problemet med båden,« siger Heidi Grandt Andresen. 

Båden befandt sig i første omgang lige ud for Masnedø, og ombord var en tysk familie. 

En kvinde og et barn fra familien er af redningsberedskabet blevet sejlet ind til land, mens man nu er i færd med at trække båden og de resterende personer ind til Vordingborg havn.

For nuværende er situationen under kontrol, lyder det fra vagtchefen. 

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.