En redningshelikopter har torsdag fundet en 68-årig fritidsfisker i vandet ud for Rørvig i Odsherred på Sjælland og fløjet ham til Rigshospitalet.

Her er manden efterfølgende afgået ved døden.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Fiskeren havde været savnet siden klokken 7.15, da man efter en anmeldelse 13.22 besluttede at sætte en større redningsaktion i gang.

»Han (fiskeren, red.) blev set sætte garn ud omkring klokken 7 i morgen, og han plejer at fiske cirka 200 meter ude, så da man ikke havde set ham længe, anmeldte man,« fortæller Lars Skjoldan, der er pressevagt ved Forsvarskommandoen.

Som en del af eftersøgningen af den forsvundne mand har man haft en af Forsvarets redningshelikoptere i luften.

I vandet har man haft en båd fra Dansk Redningscenter, en af Marineværnets hjemmeværnskuttere samt Søværnets patruljeskibe på vej.

JRCC, som hører under Søværnskommandoen, har stået for at lede den store indsats, som også Midt- og Vestsjællands Politi har bidraget til.