Han blev afsløret med 12 filer med børneporno på sine computere, men alligevel er en dansk baron netop blevet frikendt.

Den midaldrende mand var ved Københavns Byret tiltalt for besiddelse af børneporno allerede i november. Men fra domsmandssagens start nægtede han sig skyldig og sagens afslutning kom til at afvente, at en af politiets computereksperter blev afhørt som sagkyndigt vidne.

Den tiltalte baron fortalte nemlig i retten, at børnepornoen var havnet på hans computer ved simpel uagtsomhed. Han har et så højt medieforbrug på op mod 10.000 filer downloadede filer årligt fra nettet, at han ikke havde overblik over, hvad han hentede hjem, forklarede han.

»Jeg har både set børnepornografi, bombeopskrifter, henrettelsesvideoer fra IS og Rick Astley-videoer (britisk popsanger, red.). Denne sag er absurd, og hele processen kafkask. Man forventer, at jeg skal udvise en agtpågivenhed, som jeg ikke har mulighed for at udvise. Min seksuelle interesse kan man vel kalde modeltypen - yngre, spinkle kvinder. Det er der, min visuelle interesse ligger,« forklarede baronen i retten.

Og børnepornoen fandt han angiveligt frastødende.

»Det er ikke noget, som jeg finder erotisk eller ophidsende,« forsikrede han.

»Jeg har aldrig søgt efter børnepornografi, men i nogle tilfælde indeholder deklarationen af en fil noget andet, end der rent faktisk viser sig at være på materialet, når det er blevet hentet ned på min computer, så jeg kan se det. Hvis jeg eksempelvis har søgt på »young hot babe« på et fildelingsnetværk, så ved jeg reelt ikke, hvad jeg får ned. Jeg kan først erkende, hvad der er lovligt eller ulovligt, når jeg har downloadet det,« lød det fra den tiltalte baron.

Politiet ransagede hans bopæl, efter det som baronen selv i retten betegnede som en »falsk anmeldelse«.

På en stationær computer, en ekstern harddisk og en bærbar computer hos baronen kunne politiet ifølge anklageskriftet konstatere, at han i fire år har besiddet sammenlagt 12 »utugtige billeder af personer under 18 år« samt to filmsekvenser med børneporno. Baronens børneporno var ifølge anklagemyndigheden i de to mildeste af de i alt tre kategorier, som politiet normalt inddeler beslaglagt børneporno i efter grovhedens karakter.

Ved sagens afslutning i denne uge kunne en af politiets computereksperter dog i ret stort omfang bekræfte baronens forklaring om, at det var svært at være sikker på, hvad der gemte sig på de pågældende filer, som var blevet downloadet.

»Derfor fandt retten ikke, at der fra den tiltaltes side havde været forsæt til, at det skulle ligge på computeren, og derfor blev han frifundet,« oplyser anklager Stine Winther fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi til BT.

Frifindelsen vil ikke blive anket.