I flere år blev en nu 13-årig dreng udsat for seksuelle overgreb begået af to voksne mænd, der udnyttede deres fysiske og psykiske overlegenhed. Det mener anklagemyndigheden, der har rejst tiltale mod mændene på 28 år og 30 år.

Den ene af mændene - den 30-årige - skulle ellers have været en tryg "voksenven" for drengen, da han via Red Barnet Ungdom havde lært drengen at kende som frivillig rollemodel.

Sagen, der begynder ved Retten i Kolding den 25. marts, har chokeret organisationen. Den har medført, at Red Barnet Ungdom har fået lavet en uvildig advokatundersøgelse for at vende alle sten og undersøge, hvordan overgrebene kunne finde sted.

Undersøgelsen konkluderer, at Red Barnet Ungdom følger lovgivningen og efterlever et fintmasket net af procedurer. Alligevel får sagen konsekvenser internt.

- Vi har været virkelig rystede og meget vrede over denne sag, og vi har allerede sat en masse ting i gang for at sikre, at det ikke gentager sig, siger generalsekretær i Red Barnet Ungdom Astrid Engberg.

I organisationen har man valgt, at frivillige ikke må sove sammen med det barn, de er voksenven for. Medmindre det sker ved et arrangement, hvor der også er andre frivillige.

Man må heller ikke være organiserende frivillig for sig selv eller en, man kender rigtig godt. Årsagen er, at man som koordinerende frivillig skal kunne vurdere, om de andre frivillige gør deres arbejde ordentligt.

Ifølge anklageskriftet blev drengen udsat fra overgreb fra december 2016 frem til juli 2020. Det vil sige, at drengen var ni år, da det første overgreb fandt sted.

Tidligere har Sydøstjyllands Politi oplyst, at der var tale om overgreb mod en 11-årig dreng, ligesom det i et grundlovsforhør mod den 30-årige kom frem, at han blandt andet var sigtet for overgreb begået i december 2018.

Astrid Engberg mener, at det er de sociale myndigheder, som har ansvaret for drengen og hans familie, men hun anerkender også Red Barnet Ungdoms ansvar i sagen.

- Selvfølgelig tager vi det dybt alvorligt, at vi er den organisation, som barnet er kommet i kontakt med de tiltalte igennem.

- Vi har et ansvar for, at vi ikke kan misbruges, og vi gør alt, hvad vi kan, for at forebygge det, siger hun.

Den yngste af de to nægter sig skyldig, mens den 30-årige tidligere har erkendt, at han har forgrebet sig på drengen flere gange.

Fredag faldt der dom i en lignende sag ved Retten i Sønderborg.

Her blev en 55-årig mand idømt et år og tre måneders fængsel for at have haft andet seksuelt forhold end samleje med en dreng, som han lærte at kende som mentor i netværket Børns Voksenvenner.

/ritzau/