Realitystjerne risikerer forbud fra nattelivet: 'Han angreb dem'
Teitur Skoubo sad mandag på anklagebænken i Københavns Byret. Her havde han både rollen som tiltalte og forurettede.

Den 30-årige Teitur Skoubo var 'godt kørende', da han i juli måned sidste år endte som en central person i en voldsepisode i indre København.
En episode, som førte til, at blodet drev ned ad den tidligere 'Paradise Hotel'-vinders ansigt, og hvor han både fik og uddelte slag.
Sådan lød det fra sagens parter mandag, da han og to yderligere tiltalte afgav forklaring som både tiltalte og forurettede i Københavns Byret.
Hændelsen fandt sted en tidlig morgen sidste år, da Teitur Skoubo, som har flere tidligere domme for vold, kom i karambolage med to unge mænd, der i dag er henholdsvis 19 og 20 år gamle.
De to unge mænd skulle ifølge anklagemyndigheden have slået Teitur Skoubo i ansigtet med en knyttet næve samt med en flaske.
Teitur Skoubo er ved samme lejlighed anklaget for at have slået den ene i ansigtet med en knyttet næve.
Kun den 19-årige erkendte at have slået Teitur Skoubo. Men at en flaske skulle være taget i brug, nægtede de to unge mænd.
Teitur Skoubo, som altså skulle have fået en Breezer-flaske i hovedet, husker heller ikke selv, at han blev slået med en genstand.
Men et vidne, som mandag mødte op i retten, følte sig sikker i sin sag:
»Han (Teitur Skoubo, red.) angreb dem. Så slås han med en af dem igen, hvor de falder ned på jorden. Så kommer ham den anden og slår med en flaske på hovedet,« fortalte en taxachauffør, som ankom til gerningsstedet ved Gammel Mønt kort efter optrinets start.
Dette skulle dog være sket, efter den 19-årige som en provokation forsøgte at tage glasflasken fra Teitur Skoubos hånd. For det var her, slåskampen oprindeligt startede.
»Jeg tog fat i flasken, og så begyndte vi at skubbe hinanden, og så begynder vi at slå hinanden,« fortalte den 19-årige.
Herefter rev de hinanden ned på jorden, hvorefter Teitur Skoubo ifølge den 19-årige sparkede ham i hovedet et par gange.
De tre mænd var den pågældende aften stødt på hinanden tæt på LA Bar, hvor de tidligere var endt i et skænderi. Netop på grund af det tidligere sammenstød valgte den 19-årige at provokere Teitur Skoubo.
»Jeg så, at han havde en flaske Breezer i hånden. Jeg tænkte, at siden han havde provokeret mig, ville jeg bare tage den fra ham for at provokere ham,« sagde den 19-årige.
Sagens anklager fremhævede under dagens retsmøde, at Teitur Skoubo har en plettet straffeattest, hvad angår vold.
I 2014 og to gange i 2022 modtog realitystjernen domme for netop dette.
Hvis Teitur Skoubo findes skyldig i vold, mener anklagemyndigheden, at han skal idømmes blandt andet et såkaldt nattelivsforbud.
Det indebærer, at man mellem midnat og klokken 05.00 ikke må færdes på serveringssteder, der serverer drikkevarer med en alkoholprocent på over 2,8.
Under retsmødet mandag blev der af hensyn til de to unge mænds alder og pletfrie straffeattest nedlagt navneforbud for de to unge mænd.
Sagen forventes at blive afsluttet, når dommen skal afsiges til næste retsmøde den 14. juni.