Et par heftige episoder i det københavnske natteliv har nu udløst en alvorlig tiltale for vold og trusler på livet til en mandlig reality-stjerne.

Den unge mand, der er beskyttet af et navneforbud, bør efter anklagemyndighedens opfattelse straffes med fængsel.

Reality-stjernen gik ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, amok sent om natten 6. juli i år, da han var i byen med en gruppe venner.

Mellem kl. 03.30 og 03.45 angreb han ifølge tiltalen to mænd, som reality-stjernens gruppe tilfældigt kom i kontakt med ud for Skindergade 12 i det indre København.

Angiveligt blev de to ofre spurgt, om de havde en ligther, som de andre måtte låne.

Ifølge ofrenes forklaring kom den tidligere reality-deltager løbende mod den ene af dem og gav ham umotiveret et spark i maven og et slag på venstre side af ansigtet, så han mistede bevidstheden og faldt omkuld.

I forbindelse med det voldelige overfald sagde gerningsmanden ifølge anklageskriftet: 'Du skal ikke fucking kigge på mig' og 'Jeg slår dig ihjel'.

Da det første offers kammerat tog sin mobiltelefon frem for at filme begivenhederne, blev han ifølge tiltalen også udsat for trusler på livet: 'Hvis du ikke sletter den video, så slår jeg dig ihjel'.

Samtidig blev også dette offer ifølge anklageskriftet sparket i maven, så han væltede omkuld, hvorefter reality-stjernen tog halsgreb på ham.

De to voldsofre anmeldte hurtigt episoderne til politiet, og den unge reality-stjerne blev kort efter anholdt.

I et efterfølgende grundlovsforhør nægtede han sigtelserne og forklarede, at han ikke kendte til episoderne, ligesom han heller ikke kendte de forurettede mænd. Han kunne erkende, at han havde været i byen, men han havde ikke truet nogen.

Dog erkendte han, at han havde set en episode, som han ikke var involveret i og ikke kunne fortælle nærmere om. Han havde drukket et par drinks i løbet af aftenen, forklarede han over for dommeren, der i første omgang nøjedes med at forlænge hans anholdelse i tre døgn.

Men nu er han altså blevet tiltalt, og han skal møde i retten i næste uge.