Tobias Friberg har et langt synderegister bag sig. 

Voldsdomme og flere sager om stalking og trusler har pyntet på reality-stjernens cv de seneste år. 

Og nu er den gal igen.

Ifølge Ekstra Bladet er Tobias Friberg nu blevet eftersøgt af Politiet. 

Det skyldes, at han ikke er mødt op til afsoning i fængsel for en tidligere dom.

Friberg skulle tilmed onsdag i retten for en sag om stalking af en kvinde, som han i forvejen har et tilhold mod at kontakte.

Han er også dømt for vold og trusler med kniv mod hende tilbage i 2022.

Men retssagen i Svendborg endte ifølge Ekstra Bladet i kaos. 

Både Friberg og et vidne i sagen mødte nemlig ikke op, og derfor besluttede retten at udskyde sagen til en senere dato, skriver mediet. 

B.T. har talt med den Tobias Fribergs forsvarer, Sigrid Linnea Steen Bluitgen.

»Jeg kan hverken be- eller afkræfte, at min klient er eftersøgt af politiet,« svarer hun. 

Den konkrete sag, som Tobias Friberg nu er tiltalt for, drejer sig om, at han gentagne gange har kontaktet den kvinde, som har et tilhold mod.

Det skulle være sket den 1. februar 2025 i tidsrummet fra cirka klokken 03.15 til cirka klokken 14.15 fra en ukendt adresse, hvor han ifølge anklageskriftet skal have krænket kvindens fred ved at sende hende flere sms-beskeder.

Tobias Friberg blev tilbage i november 2022 meddelt tilhold mod at kontakte kvinden.

Siden er han blevet straffet ved bødeforelæg for at krænke det tilhold fire gange, og kontakte kvinden alligevel. Det skete i perioden marts 2023 til august 2023.

Derudover blev Friberg den 3. maj 2024 ved Østre Landsret dømt for, at han i oktober 2022 udsatte kvinden for vold og truede hende med en kniv.

I anklageskriftet lægges der vægt på, at den tiltalte systematisk og vedvarende kontaktede, forfulgte, eller på anden måde chikanerede kvinden, som ikke nævnes ved navn. 

Den voldsdømte reality-personlighed var allerede anklaget i sagen tilbage i januar, men der mødte han heller ikke op i retten.

Derfor blev han formelt tiltalt i sagen, men har nu igen valgt ikke at møde op i retten.