Den kontroversielle partiformand Rasmus Paludan kommer slet ikke til at demonstere i Albertslund som først planlagt.

»Jeg er blevet meddelt et forbud mod at demonstrere frem til klokken 12 i morgen i hele Københavns Vestegns Politikreds,« siger han til B.T. mandag eftermiddag.

Begrundelsen er ifølge Rasmus Paludan både hensynet til hans egen og andres sikkerhed. Formanden for partiet Stram Kurs er selvsagt ikke begejstret for situationen.

»Demokratiet lider for øjeblikket. Jeg er ked af det på demokratiets vegne. Det er jo snart hver eneste gang, og her til eftermiddag skulle det endda have været en stille og rolig oplevelse, for Havrens Kvarter er et fredeligt sted,« siger han.

Tirsdag klokken 13.30 planlægger Rasmus Paludan demonstration på Blågårds Plads på Nørrebro - og i Værebroparken i Gladsaxe klokken 17.10.

Københavns Vestegns Politi forklarer på Twitter, at det 'på grund af situationsbilledet i området' ikke kan tillade Rasmus Paludan at demonstrere. Beslutningen skyldes et hensyn til den offentlige fred i området.

Temaet tirsdag er 'demonstration mod terroristen Omar El-Hussein', der også var anledningen til demonstrationen søndag.

Søndag udstedte både Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi et forbud mod Rasmus Paludans demonstrationer. Det forbud varede et døgn og var altså udløbet i eftermiddag.