Rasmus Paludan fra det stærkt indvandrerkritiske parti Stram Kurs blev søndag eftermiddag kortvarigt evakueret af politiet under en demonstration i Åbyhøj, efter han blev beskudt med fyrværkeri.

Videooptagelser - som du kan se øverst i artiklen her - fra stedet viser, at der er godt gang i demonstrationen, da der pludselig eksploderer noget fyrværkeri meget tæt på Rasmus Paludan.

Østjyllands Politi bekræfter, at man var nødt til at køre Rasmus Paludan væk fra stedet i en periode.

»Der bliver skudt en eller anden form for fyrværkeri mod en menneskemængde, hvor der både er demonstranter, moddemonstranter og nogle civile politifolk. Der bliver blandt andet sprængt et kanonslag,« forklarer Jesper Bøjgaard, politiinspektør ved Østjyllands Politi, og forklarer:

Foto: Øxenholt Foto
Vis mere

»Det gør, at vi vælger at evakuere Rasmus Paludan og kører ham væk.«

Kort efter kører de dog Rasmus Paludan tilbage til stedet, hvor demonstrationerne kunne fortsætte. Omkring 70 personer deltog i en moddemonstrationen, som Aarhus for Mangfoldighed stod bag, mens i omegnen af 30 politifolk bevogtede de fremmødte.

På trods af fyrværkeriet, forklarer politiinspektøren, at det forløber relativt stille og roligt.

»Der er selvfølgelig nogle meningsudvekslinger derude, men det foregår, som de her demonstrationer plejer at foregå.«

Rasmus Paludan fra Stram Kurs måtte kortvarigt evakueres under lørdagens demonstration i Tilst.
Rasmus Paludan fra Stram Kurs måtte kortvarigt evakueres under lørdagens demonstration i Tilst. Foto: Øxenholt Foto
Vis mere

Meningsudvekslingerne bestod primært af diverse tilsvininger. Når det forøb nogenlunde stilfældigt, hænger det nok sammen med, at Rasmus Paludan ikke fik held med at sætte ild til koranen som han havde planlagt.

Koranen blev nemlig stjålet fra ham efter et par timer af nogle autonome og unge af anden herkomst end dansk, skriver Lokalavisen Aarhus.

Bagmændene havde held med at få demonstrationen hen i et hjørne af Åbyparken, hvorved politiopbudet blev så spredt, at en ung kvinde kunne løbe under afspærringen og stjæle koranen, som Rasmus Paludan havde lagt på en skraldespand.

Koranen blev derefter kastet videre til en ung mand, der i høj fart løb fra stedet.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Paludan.