Rasmus fik frakendt sit kørekort efter mindre uheld som ambulancefører: 'Det er urimeligt'
Et mindre uheld på Rasmus Frøsigs arbejde kan ende med at koste ham dyrt. Nu råber han op for at få ændret loven.

Et mindre uheld på Rasmus Frøsigs arbejde kan ende med at koste ham dyrt. Nu råber han op for at få ændret loven.

49-årige Rasmus Frøsig sidder bag rattet i ambulancen, da meldingen om et hjertestop tikker ind. Han skal handle hurtigt.
»Det er en 'kørsel A', det ultimativt værste kan komme ud for. Vi tænder for lygter og horn og kører afsted,« fortæller Rasmus Frøsig til B.T.
Men han og kollegaen når aldrig ud til ulykkesstedet.
Ambulancen kolliderer med en personbil på vej derud i et lyskryds.
Kørertøjerne pådrager ifølge den erfarne ambulancebehandler ikke betydelige skader, og alle involverede slipper fra kollisionen uden mén.
»Jeg er et ordentligt menneske, så jeg ringer til politiet efter uheldet og oplyser, hvad der er sket,« siger Rasmus Frøsig om episoden den 12. marts 2026.
Det ender med at blive en dyr beslutning for behandleren.
Kan du bidrage til B.T.s dækning af denne sag? Skriv en mail til sebj@bt.dk.
Rasmus Frøsig får en betinget frakendelse af sit kørekort og en bøde på 3.500 kroner. B.T. har set dokumentation for dette.
En konsekvens, som Rasmus Frøsig mener, er unfair.
»Det er urimeligt, at den automatiske konsekvens er meget streng.«
Det er ifølge færdselsloven lovligt for køretøjer med blå blink at køre over for rødt lys, hvis man kører så langsomt, at man kan nå at bremse og undgå en eventuel ulykke, hvis en bil kommer fra højre eller venstre. I Rasmus Frøsigs tilfælde endte det med en minimal kollission, og det har altså kostet ham en frakendelse af kørekortet.
Rasmus Frøsig, som har kørt ambulance i ti år, vælger at anke dommen og venter nu på, at der falder en dom i sagen.
Men det er ikke det eneste, han har valgt at gøre.
Med en håndfuld kolleger har han lavet et borgerforslag, som forhåbentligt kan ændre færdselsloven, så der bliver taget højde for, om man sidder i et køretøj i udrykning.
»Forslaget skal ikke forstås som et carte blanche til at køre, som man vil. Borgerne forventer jo, at vi kører så forsvarligt og sikkert som muligt,« påpeger Rasmus Frøsig.
Kort før folketingsvalget blev udskrevet kom transportminister Thomas Danielsen (V) på banen, da et lignende eksempel blev bragt op i flere medier, herunder fagbladet FOA.
I juli skulle nye regler træde i kraft, som ville skulle sætte en stopper, at ambulancemedarbejdere og brandfolk risikerer bøder og klip i kortet, når de er på arbejde.
Ændringen tager tog ikke højde for, om personale som Rasmus Frøsig kan få betinget frakendelse af kortet. Derfor har han og kollegaerne skrevet dén detalje ind i deres borgerforslag.
Men eftersom Danmark endnu ikke har en regering, er det usikkert, hvorvidt planerne bliver til virkelighed.
Indtil da går Rasmus Frøsig på arbejde, som han plejer.