»Stop nu for helvede. Vil I ikke være søde ikke at rende rundt og myrde hinanden?«

Sådan lyder en indtrængende appel fra en af dansk musikhistories mest succesfulde rappere.

I en video lagt på Facebook onsdag henvender Waqas Qadri sig direkte til unge med anden etnisk baggrund, der render rundt og skyder i gaderne.

»Jeres forældre flygtede ikke fra krig, død og ødelæggelse for at give jer en sikker fremtid, for at I skulle rende rundt og myrde hinanden. Jeres forældre emigrerede ikke fra jeres hjemlande væk fra fattigdom for at give jer en bedre fremtid i Danmark, for at I kunne rende rundt og myrde hinanden,« siger han i videoen.

Medlemmerne af Outlandish. Lenny Martinez, Isam Bachiri og Waqas Qadri fotograferet ved MTV Europe Music Awards i 2006.
Medlemmerne af Outlandish. Lenny Martinez, Isam Bachiri og Waqas Qadri fotograferet ved MTV Europe Music Awards i 2006. Foto: ALEX GRIMM
Vis mere

Waqas Qadri er kendt som en tredjedel af raptrioen Outlandish, der i 2002 fik et internationalt monsterhit med sangen 'Aisha'. Han har også udgivet soloalbummet 'Øko Logik' og har medvirket i DR1-programmet 'Mentor'.

I Facebook-videoen fortæller Waqas Qadri, at han bor 300 meter fra Salon Ørn, hvor en 20-årig frisør tirsdag blev skudt og dræbt ved højlys dag.

Han beskriver frisøren som 'en utrolig ung, sød dreng', og drabet i hans nabolag har gjort stort indtryk på ham.

»Min søn er 20 år gammel. Han er blevet klippet hos ham før. Hans venner er blevet klippet hos ham før. Jeg er stødt ind i ham før. Han har intet med bandekriminalitet at gøre, what so ever,« siger han i videoen.

I videoen sammenligner Waqas Qadri drabet på frisøren med drabet på 17-årige Kenny Hansen, der i 1993 blev dræbt med en kniv på Hovedbanegården. Drabet blev i pressen kaldet 'hiphop-drabet', fordi drabsmanden og offer var klædt som hiphopere.

Drabet på Kenny Hansen førte til oprettelse af foreningen 'Stop volden' og året efter udkom der en plade med sammen navn, hvor tidens største hiphop-kunstnere opfordrede til at droppe knivene.

I videoen opfordrer Waqas nutidens musikstjerner til at gøre det samme.

»Jeg ville elske at se nutidens største hiphop-artister – eller bare artister generelt – gå sammen og lave en 2020-version af det der, hvor vi opfordrer alle de unge drenge og piger derude til at gøre noget godt ved deres liv,« siger han.

Waqas Qadri DRs underholdningsprogram "Mentor.". (Foto: Christian Liliendahl/Scanpix 2013)
Waqas Qadri DRs underholdningsprogram "Mentor.". (Foto: Christian Liliendahl/Scanpix 2013) Foto: Christian Liliendahl
Vis mere