Rapperen Kent "Kenno" Pedersen idømmes ved Retten i Kolding ubetinget fængsel i 30 dage.

Han dømmes for i oktober 2024 at have slået sin daværende kæreste og for at have truet hende på livet.

- Næste gang jeg ser dig, så slår jeg dig ihjel, sagde han ifølge anklageskriftet til kvinden.

Kent Pedersen var indtil 2017 den ene halvdel af popduoen Djämes Braun.

I 2024 stod han frem i TV 2-dokumentaren "Kernen - Hvem slog Kenno ihjel?" og fortalte om et galoperende alkoholmisbrug i årene efter bruddet fra Djämes Braun.

Den 47-årige musiker nægtede sig i retten skyldig og hævdede, at kvinden havde angrebet ham.

Kvinden havde ifølge den tiltalte sparket ham og taget kvælertag på ham.

Han slog hende under tumulten to gange i ansigtet.

Det var med hans egne ord selvforsvar for at vriste sig fri af kvinden, der havde lagt ham i benlås.

Anklageren fremviste i retten billeder af kvinden efter hændelsen. Her fremgik det, at hun havde blodunderløbne mærker under øjet, på kinden og ved knæet.

Tumulten mellem de to skete under overværelse af kvindens teenagedatter, som tilkaldte politiet.

Musikeren sagde i retten, at han var ”superked" af, at han havde slået kvinden, men fastholdt, at det var hende, der begyndte at angribe ham.

Det skete ifølge manden på et tidspunkt, hvor han havde fået et tilbagefald og var i færd med at "drikke hjernen ud".

Den pågældende dag havde han drukket både guldøl og ”kyllinger”, som ifølge den tiltalte er små flasker med snaps.

Hvor meget han havde drukket, kunne han i retten ikke huske.

Iført sneakers og en sort, løsthængende skjorte fortalte Kent "Kenno" Pedersen i retten, at han nu er i behandling for sit misbrug.

Han sagde også, at han er i gang med "en ny start" og igen laver musik.

Kent Pedersen var tiltalt efter straffelovens paragraf 244 om vold, men han blev dømt efter straffelovens paragraf 248 om legemsangreb under slagsmål.

Derudover blev han dømt efter paragraf 266 om trusler.

Kent Pedersen bad om betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til landsretten.

Manden har tidligere været beskyttet af et navneforbud.

Forsvarsadvokaten bad om, at forbuddet udstrækkes til en eventuel ankesag, men det blev ikke imødekommet af retten.

Sidste år blev Kent Pedersen ved Retten i Kolding idømt to måneders ubetinget fængsel for trusler mod politiet.

/ritzau/