Ramze kørte Cilla ihjel med alkohol i blodet: Nu er han dømt for spirituskørsel
For 13 år siden lovede han Cilla Olander Johanssons efterladte, at han ville droppe det kriminelle liv. Nu skal han i fængsel igen.

For 13 år siden lovede han Cilla Olander Johanssons efterladte, at han ville droppe det kriminelle liv. Nu skal han i fængsel igen.

Lyskeglen viste grønt, da 46-årige Cilla Olander Johansson en sen aften i november 2013 gik over fodgængerfeltet ved Tivoli i København.
Hun nåede dog ikke at træde mange skridt ud over de hvide striber, før en bil kom susende i alt for høj fart.
Bagved rattet sad 23-årige Ramze Abdullah Hassan Jabr – påvirket af både alkohol og hash – og trykkede speederen i bund.
Et splitsekund senere ramte han med 91 km/t Cilla Olander Johansson, der døde på stedet.
Trafikdrabet udløste en straf på fire og et halvt års fængsel til Ramze Abdullah Hassan Jabr fire, der kort efter lovede Cilla Olander Johanssons mor og søster, at han ville »ændre sit liv og komme væk fra den kriminelle løbebane«.
Det skete under et møde i fængslet, som Cilla Olander Johanssons efterladte havde taget initiativ til.
Men det kan nu konstateres, at han ikke er lykkedes med det løfte.
Torsdag blev den nu 35-årige mand nemlig idømt en straf på fem måneders ubetinget fængsel.
Ramze Abdullah Hassan Jabr blev kendt skyldig i blandt andet tyveri af en bil, modsættelse af anholdelse, spirituskørsel og narkokørsel.
Han blev også dømt for blot at have kørt bil, da han i forbindelse med trafikdrabet på Cilla Olander Johansson fik frataget sit kørekort for evigt.
B.T. talte i foråret med Cilla Olander Johanssons søster, Gidel Olander Johansson, der altså sad ansigt til ansigt med søsterens drabsmand og hørte ham sige, at han ville ændre sit liv.
»Jeg må jo bare konstatere, at han aldrig har lyttet til det. Han har ikke holdt, hvad han lovede os. Det er hårdt at tænke på, for han tog min lillesøster og samtidig det menneske, jeg kunne dele alderdommen med,« sagde hun i den forbindelse.
Det var ikke kun over for søsteren og moren, at han lovede en mere lovlydig fremtid. I landsretten udtalte han følgende:
»Jeg er færdig med at køre bil. Fremover er jeg kun cyklist. Jeg har lagt det vilde liv bag mig, og jeg er også stoppet med at ryge hash.«
Ramze Abdullah Hassan Jabrs forsvarsadvokat oplyser, at man har anket dommen på fem måneders fængsel.