Mens fyrværkeriet bragede over hele Danmark lige efter midnat, så blev en 21-årig kvinde decideret beskudt med livsfarligt fyrværkeri, da hun gik på gaden i Toftlund i Sønderjylland.

Kvinden blev ramt på jakken og fik brændt lidt af sit hår, da en 20-årig mand angiveligt beskød hende med et bomberør.

Manden er anholdt og bliver fremstillet i grundlovsforhør i Sønderborg nytårsdag. Han er sigtet for at have udsat andre for fare ved at have handlet hensynsløst.

Ved grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden nedlægge påstand om varetægtsfængsling af den 21-årige. Det skriver Ritzau.

Den 21-årige er ikke den første, der morer sig med at fyre bomberør efter sagesløse personer. I Albertslund har politiet anholdt to drenge på henholdsvis 15 og 16 år, da de beskød brandfolk, der var på arbejde.

Også i København er en person anholdt og sigtet for at skyde efter personer med fyrværkeri. Ingen er dog varetægtsfængslet i sagerne.

Århus Stiftsstidende skriver, at en 22-årig mand nytårsnat blev anholdt for at affyre bomberør i lav højde henover andre personer på Store Torv, der ligger centralt i Aarhus.

Også han er løsladt efter endt afhøring.