Pludselig stod han der med syre på hænderne.

Ejeren af Maribo Bunker- og Militærmuseum, Bjarne Nielsen, fik sig mandag noget af en forskrækkelse.

Der var nemlig smidt en syrebombe ved indgangen til museet.

Bjarne Nielsen har først fortalt sin historie til TV2 Øst.

»Jeg så bare, at der lå en flaske, og så tænkte jeg, at så har jeg da tjent halvanden krone. Men så samlede jeg den op og fik noget syreagtigt på fingrene. Så fik jeg ellers hurtigt vasket hænder,« siger han til B.T.

Hvad der præcis var i flasken, der på det tidspunkt var sprængt i stykker, ved han ikke.

»Nogle siger, at det er saltsyre. Andre siger, at det er afløbsrens blandet op med staniolkugler. Den er formentlig smidt i en skakt for at give det højst mulige brag,« siger Bjarne Nielsen, hvis museum også i 2022 var udsat for hærværk. 

Dengang gik det slemt ud over museet, da en stor brand fik fat på grund af noget fyrværkeri. Ilden spredte sig inde i bunkeren og ødelagde uniformer og andre genstande, som Bjarne Nielsen har samlet gennem 44 år. 

»Det kostede mig 200.000 kroner. Men jeg lærte da af den brand, så det vil ikke kunne sprede sig sådan igen.«

Er der nogen, der er efter dig?

»Det vil jeg da umiddelbart ikke mene. Jeg generer ikke nogen og betragter mig selv som værende en ganske venlig mand. Politiet betragter det som alvorlige drengestreger. De vil patruljere lidt ekstra herude nu, siger de,« fortæller Bjarne Nielsen.

Han håber nu, at hans uheldskvote er opbrugt.

»Det er da møgirriterende, og jeg håber ikke, at det fortsætter sådan. Jeg vil jo gerne kunne åbne museet planmæssigt til påske,« siger Bjarne Nielsen, der har valgt at træffe sine forholdsregler.

»Jeg har allerede fået noget videoovervågningsudstyr bestilt hjem,« siger han.