Et voldsomt brag i Ballerup har sendt to personer på sygehuset.

Begge er fysisk uskadte – men chokerede efter det rudeknusende brag, der fandt sted natten til søndag i Hestens Kvarter.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter søndag formiddag.

Politiet oplyser, at de indledningsvis efterforsker hændelsen som »en sprængning af en art«, men at kvarterets beboere ikke behøver være urolige.

'Der er ikke grund til uro blandt kvarterets øvrige beboere,' lyder det i tweetet fra Københavns Vestegns Politi.

Anmeldelsen om braget indløb klokken 3.40 i nat.

Politiet rykkede efterfølgende ud og konstaterede, at der var knuste ruder på to bygninger tæt på – den ene er en institution, og den anden er et rækkehus.

Et større område omkring stedet blev afspærret, og med assistance fra forsvaret er området blevet undersøgt.

Ingen beboere kom til skade i forbindelse med hændelsen.

Københavns Vestegns Politis oplyser, at deres mobile politistation vil være til stede i Hestens Kvarter, og beboere og vidner opfordres til at henvende sig, hvis de har informationer.