Et dæk var i fare for at eksplodere, speedometeret virkede ikke, og chaufføren havde ikke hvilet.

En bil indrettet til studenterkørsel blev onsdag aften standset på Køge Bugt Motorvejen ved Greve med alvorlige fejl og mangler.

Det var en patrulje fra politiets Tungvognscenter Øst i Greve syd for København, som standsede bilen, oplyser kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Bilen havde ikke studenter om bord, da den blev standset. Men den var indrettet til det. Formentlig ville dog de færreste have lyst til en tur, hvis de kendte til bilens mangler.

- Dele af bænkene bag i bilen var rådne, så der var skruer synlige, fortæller Martin Bjerregaard.

Men eventuelle passagerer i bilen risikerede ikke kun at få bagdelen ridset af skarpe skruer. Også den generelle sikkerhed var kritisabel.

- Man kunne konstatere en dækskade på styreakslen, hvor der var en udbuling på det ene dæk. Det betegnes som en alvorlig sikkerhedsmæssig fejl, fortæller Martin Bjerregaard.

Patruljen kunne desuden konstatere, at også bilens speedometer var i stykker.

Ud over manglerne på bilen, var chaufførens personlige forhold heller ikke i orden. Han havde nemlig overtrådt reglerne om køre- og hviletid, lyder det fra politiet.

- Han arbejder som chauffør i et andet firma, hvor han havde været på arbejde fra klokken 05 om morgenen, fortæller Martin Bjerregaard.

Lastbilen blev standset klokken 22.15.

Martin Bjerregaard fortæller, at politiet fra landets tre tungvognscentre i disse dage foretager kontroller over hele landet af vogne indrettet til studenterkørsel.

/ritzau/