Peter Madsen har ifølge politiet forklaret, at journalisten Kim Wall døde som følge af en kultilteforgiftning på ubåden, mens han selv befandt sig på dækket tilbage i august. Det fremgik af en pressemeddelelse mandag.

Men den forklaring kalder ubådsopfinderens forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, for ’direkte forkert’ overfor BT.

»Min klient har forklaret, at der var et undertryk i ubåden og en masse udstødningsgasser, og en del af dem kan være kulilte. Men ikke at det var årsagen. Han har tværtimod sagt, at han ikke kender dødsårsagen,« siger Betina Hald Engmark til BT.

Ifølge hende har hun indsendt spørgsmål til politiet og anklageren for at få en forklaring på pressemeddelelsens indhold. Den er ikke gået igennem, og hun er derfor gået til pressen selv.

»Jeg havde sagt til anklageren, at jeg fandt det uhensigtsmæssigt, at de havde udmeldt til pressen, at min klient skulle have forklaret, at Kim Wall var død af kulilteforgiftning,« siger hun.

Det får nu drabschef Jens Møller Jensen fra Københavns Politi til at erkende, at man kunne have formuleret sig mere præcist.

»Det er helt fair, at hun går ud med den præcisering, som hun gør. Vi har sagt, at Kim Wall er død som følge af kulilteforgiftning. Det er essensen af en 36 sider lang afhøring, men der er rigtigt, som forsvarsadvokaten formulerer det, at det er én af forklaringerne. Det kan også være en et undertryk i ubåden, som kan være årsagen. Vi siger også både i pressemeddelelsen og på pressemødet, at vi ikke kender dødsårsagen,« siger Jens Møller Jensen.

Er det en fejl fra jeres side, at I ikke skriver og siger, at Peter Madsen blot formulerer kulilteforgiftning som en mulighed?

»Jeg synes ikke, at vi har begået en fejl. Jeg synes, at vi har formidlet hovedindholdet i hans lange forklaring; at det kan være en kulilteforgiftning, og at vi ikke kender dødsårsagen. Men hendes version er mere nuanceret og korrek,« siger Jens Møller.

Politiet kunne også mandag fortælle, at Peter Madsen har erkendt, at det var ham, der efterfølgende har gennemført parteringen af liget og siden har smidt alle ligdelene i Køge Bugt.

Det kan hans forsvarsadvokat ikke direkte bekræfte.

»Jeg kan bekræfte, at han har været til en genafhøring for nylig, og at han erkender sigtelse med usømmelig omgang med lig. Men jeg vil ikke gå i yderligere detaljer med det,« siger Betina Hald Engmark.

Peter Madsens forsvarsadvokat Betina Hald Engmark.
Peter Madsens forsvarsadvokat Betina Hald Engmark. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Peter Madsens forsvarsadvokat har været særdeles åbent for pressen tidligere med ønske fra sin klient. Men det vil de ikke blive ved med.

»Det har hele tiden været hans interesse at udtale sig åbent. Men vi har taget det til overvejelse, og det er særligt min opfattelse, at den her sag er begyndt i medierne at ligne retssag. Det er ikke meningen. Vi har et retssystem, hvor sager skal vurderes i retten,« siger Betina Hald Engmark.

Hun fortæller desuden, at hun forsat har tæt kontakt med sin klient, men at kontakten ikke længere er daglig.

Retssagen mod Peter Madsen er planlagt til at begynde den 8. marts, og der er afsat otte dage.