En omgang madlavning i et rækkehus i Nordborg på Als gik torsdag eftermiddag helt galt.

Den resulterede nemlig i, at brandvæsen, politi og lægebil måtte rykke ud til en brand, der havde bredt sig til taget.

På billeder fra stedet kan man se, hvordan en stor røgsøjle bredte sig i området, mens dele af rækkehusets tag stod i flammer.

Vagtchef Ole Aaman fra Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller til B.T., hvad branden skyldes.

»Der er tale om røgudvikling i et rækkehus. Det er fra en madlavning, der er gået galt. En person er kørt til undersøgelse for røgforgiftning. Personen var derinde, da branden brød ud,« fortæller Ole Aaman.

Politiet fik meldingen om branden og røgen klokken 14.55.

Herefter blev der rykket ud til Lindevej, hvor det omtalte rækkehus ligger.

Umiddelbart kommer arbejdet på stedet ikke til at vare meget længere, kan vagtchefen berette.

»Jeg har lige forhørt mig, og de er lige blevet færdige derude,« siger Ole Aaman, der ikke kan sige, hvilke skader på rækkehuset, branden har forårsaget.