Rækkehus i flammer får politiet til at advare: Så skal du søge læge
Det var en »rystet« nabo, der opdagede flammerne i rækkehuset.

Det var en »rystet« nabo, der opdagede flammerne i rækkehuset.

Fyns Politi er tirsdag eftermiddag rykket ud til en adresse i Brobyværk.
Her er der opstået brand i et rækkehus, som får politiet til at advare borgere, der har været i området, skriver TV 2 Fyn.
Det var en nabo til den snart nedbrændte bolig, der først opdagede røgen og dernæst flammerne fra huset, der fik hende til at ringe 112.
»Vi startede med at se røg, og pludselig kunne vi se flammerne op gennem taget. Det var virkelig voldsomt,« siger nabo Marianne Nibe, der er »rystet« efter oplevelsen, til TV 2 Fyn.
Ingen er kommet fysisk til skade i forbindelse med branden, men personer, der har været udsat for røgen og føler ubehag opfordres af politiet til at søge læge.
Politiet arbejder ifølge vagtchef Henrik Strauss ud fra formodningen om, at det er en elscooter, der har været arnestedet.
Det forventes at rækkehuset brænder helt ned, siger han videre.