Krigen til Taliban er tabt. Vi må lære af de fejltrin, som vi har begået. Det mener udenrigsordfører for Radikale Venstre Martin Lidegaard.

»Vi kunne ikke skabe et demokrati. Afghanistan er et kludetæppe af klaner med interne konflikter og mangel på vilje fra de afghanske ledere,« siger Lidegaard og fortsætter:

»Den erfaring må vi tage med videre herfra. Det at tro, at vi kan komme udefra og lave demokrati, det må vi erkende, at det kan vi ikke,« siger Martin Lidegaard.

Martin Lidegaard er dybt berørt af, at Afghanistan er faldet så hurtigt til Taliban, efter at USA har forladt landet.

Næstformand i Radikale, Martin Lidegaard, under et pressemøde i forbindelse med Radikale Venstres sommergruppemøde på Vibeskolen i Nyborg, torsdag den 12. august 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Næstformand i Radikale, Martin Lidegaard, under et pressemøde i forbindelse med Radikale Venstres sommergruppemøde på Vibeskolen i Nyborg, torsdag den 12. august 2021.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Ida Marie Odgaard

»Det er en tragedie. Vi må erkende, at det ikke gik, som vi håbede, og vi må nu arbejde i døgndrift på at redde vores folk dernede. Både vores egne, men også de lokale ansatte, som har hjulpet os,« siger Lidegaard.

Han mener dog ikke, at den danske indsats i Afghanistan har været spildt.

»Vi tog derned for at stoppe al-Qaeda, og det lykkedes. Vi gav også en generation af afghanere en mulighed for at leve i nogenlunde fred og mulighed for at uddanne sig,« siger Lidegaard og fortsætter:

»Vi havde håbet, det kunne munde ud i en eller anden form for demokrati, men det skete desværre ikke,« siger han.

»Det har dog reddet mange menneskeliv, at vi fjernede al-Qaeda. Det har sparet mange lidelser. Vi har også givet en generation af afghanere en oplevelse af et bedre samfund, som forhåbentlig kan sætte sig spor,« siger Martin Lidegaard.

Taliban står til at overtage Kabul indenfor kort tid.
Taliban står til at overtage Kabul indenfor kort tid. STRINGER