Rådhuset i Helsingør blev mandag eftermiddag evakueret, efter at nogen smed brændende materiale ind gennem rådhusets hoveddøre.

Det rapporterer sn.dk og Helsingør Dagblad.

I samme ombæring blev et byrådsmøde afbrudt på grund af evakueringen.

Billeder fra stedet viser, at en større mængde brændende materiale også var blevet smidt ude foran hoveddøren.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Det her brandattentat er ret rystende,« lød første reaktion fra Benedikte Kiær, Borgmester i Helsingør fra Det Konservative Folkeparti, til Helsingør Dagblad.

Til sn.dk forklarer Benedikte Kiær, at man overvejer om man skal have skærpede tiltag i kommunen.

»Det er dybt rystende. Nu har vi gode muligheder for, at man kan komme ind og overvære de offentlige byrådsmøder, men det må vi jo genoverveje, når sådan noget her sker. Jeg er chokeret over, hvad der går gennem hovedet på en, der gør sådan noget. Jeg er bare lykkelig for, at vi har fået alle ud, og at vi har haft nogle medarbejdere, der har reageret vildt hurtigt.«

Beredskabet fik forholdsvis hurtigt flammerne under kontrol, men det kunne være gået grueligt galt, da Helsingørs rådhus er fra 1800-tallet og derfor indeholder store mængder træ.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

B.T. følger sagen.