Fredag skulle Retten i Lyngby tage stilling til, hvorvidt Henrik Qvortrup skulle betale 250.000 kroner til den danske EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen i kølvandet på Se og Hør-sagen.

Han krævede en kvart million af Qvortrup, efter Se og Hør på ulovlig vis havde skaffet sig adgang til politikerens kreditoplysninger.

Retten i Lyngby gav ikke Helveg Petersen medhold.

»Det er jeg super glad for. Jeg er ikke så overrasket. Jeg kan ikke se, at dommen kunne falde ud til anden side, og jeg er glad for, at retten var enig i det,« siger Henrik Qvortrup til BT, men slår dog fast, at han har været spændt på at høre rettens beslutning fra sin advokat.

»250.000 kroner er da en pæn sjat penge. Og så er det jo den første af en række lignende sager, så det bliver betragtet som en test eller en prøvesag. I det lys er jeg særligt glad for udfaldet.«

Morten Helveg Petersen ender med at skulle betale 170.000 kroner i sagsomkostninger. Det er næsten to tredjedele af, hvad han krævede af dig. Hvad tænker du om det?

»Jeg tror bare, jeg vil nøjes med at være glad i dag,« siger den tidligere Se og Hør-chefredaktør.

Den danske EU-parlamentariker er den første af i alt 21 kendte til at få sit krav om godtgørelse i forbindelse med Se og Hør-sagen afgjort i retten.

Ud over Morten Helveg Petersen har skuespillerne Mads Mikkelsen og Casper Christensen samt musikproduceren Remee stævnet Aller Media, to tidligere chefredaktører og den såkaldte tys-tys-kilde.