Efter års kamp er det endelig lykkedes kriminalpolitiet at knække den berygtede pyramide-boss, David Steven Volkersen. Den 27-årige yuppie-dreng har tilstået bordeldrift fra et sommerhus i Kaldred samt en stribe bedragerier.

Hurtige penge, hurtige biler og hurtige piger har omgivet pyramide-bossen og hans slæng af kriminelle, der gennem et år har været i kriminalpolitiets søgelys.

Med effektiv efterforskning og solidt bevismateriale lykkedes det kriminalpolitiet i Holbæk at holde Volkersen fængslet i et halvt år, heraf 40 dage i isolation. Sagskomplekset løber op i langt over 100 forhold med omkring en snes tiltalte.

Da David Steven Volkersen i går morges satte sig på anklagebænken foran dommer Nina Nielsen, var det med resignation. Spillet var slut. Hver gang anklageren, vicepolitimester Skov-Madsen, oplæste et af de 12 anklagepunkter, nikkede Volkersen som tegn på tilståelse.

Han erkendte, at han var bagmanden for et bordel i Kaldred ved Kalundborg, hvor han havde installeret to lettiske kvinder. Han forklarede, at det i første omgang var for at have det sjovt. Småpralende har han forklaret i et indenretligt forhør, at pigerne mest var til for hans og hans venners fornøjelse. Men politiets bevismateriale, herunder massageannoncer fra Ekstra Bladet og et kondomregnskab, var nok til at anklage ham for rufferi.

Volkersen har erkendt, at hans fortjeneste de 110 dage, bordellet nåede at holde åbent, var 40.000 kroner. Penge, som blev konfiskeret. Et beløb, Volkersen i øvrigt forsøgte at rokke ved, idet han påstod, kondomerne var af dårlig kvalitet.

De 11 andre forhold, pyramidebossen tilstod, var dels bedrageri over for SiDs arbejdsløshedskasse, hvor han hævede 75.000 kr. i understøttelse, sideløbende med at han scorede tre mio. kr. på pyramidespil.

Dels har han lænset en række godtroende firmaer og kreditselskaber for mere end 100.000 kr. ved at få leveret varer, uden at han havde til hensigt at betale for dem. Vicepolitimester Skov-Madsen krævede en dom på ikke under 15 måneders fængsel. Der falder dom på fredag.