Mandag formiddag er vagterne på plads omkring Christiania. På stole med ryggen mod Pusher Street og ved indgangene til det gamle kasserneområde, der siden 1. juli 2012 har været en selvejende bydel.

Københavns Politis nye Christiania-enhed - Task Force Pusher Street - patruljerede massivt i området omkring fristaden torsdag og fredag, og ingen på Christiania er i tvivl om, at en indsats i selve Pusher Street må være nært forestående.

Klokken 10.33 kommer en ung herre i hættetrøje løbende ind i Pusher Street. Støvet står op fra hans fødder, og folkene ved hashboderne retter ryggen. Boderne er åbne, men de er betydeligt mindre end for blot en uge siden.

Og der er ikke lige så mange.

- Der er lige kørt fem af de store vogne forbi. Med blink og det hele, råber den unge mand.

Men ville politiet annoncere sin ankomst på den måde, hvis målet var hashhandelen? Diskussionen går - indtil endnu en løber afslutter snakken:

- De er lige gået ind ved Den Grå Hal. De kommer, de kommer!

Indholdet af boderne bliver hurtigt pakket i sorte affaldssække, som forsvinder ned af Christianias sidegader.

Og ganske rigtigt - kort efter kommer de første betjente i lyseblå skjorteærmer langsomt slentrende, målet er tydeligvis ikke konfrontation.

- Det var det signal, vi ville sende. Vi skulle derind for at gense området og for at rekognogsere. Vi vil gerne lægge op til dialog, og vi vil rigtig gerne tale med de lokale om, at vi har nogle fælles udfordringer, siger vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen, leder af Task Force Pusher Street.

Flere af de lokale christianitter er ikke begejstrede for besøget, og betjentene, der ankommer i mindre flokke fra både hovedindgangen ved Prinsessegade og bagsiden ved Den Grå Hal, må lægge øre til irriterede tilråb:

- Skal i ikke ud og fange nogle rigtige kriminelle? Er der ikke nogle polakker et sted?, råber en herre med skæg og bar mave.

Og fra officielt hold mener christianitternes talspersoner da også, at den eneste måde at komme kriminaliteten omkring hashmarkedet til livs, er, at politikerne legaliserer hashen.

Her er lovgivningen dog langtfra enig, men dagens besøg på Christiania var første gang, politiet har sendt uniformerede betjente gennem Pusher Street siden 17. august 2011,. Her endte en anholdelse dramatisk med stenkast og tåregas.

Dengang måtte betjentene affyre varselsskud for at slippe ud, og siden da har politiet modtaget kritik fordi, pusherne fik lov til at passe sig selv.

Ifølge politiet har det dog ikke været tilfældet, og chefpolitiinspektør Jørn Aabye har tidligere forklaret, at man i en periode har valgt at koncentrere indsatsen på at ramme bagmændene.

Ifølge BTs oplysninger også fordi, overdragelsen af Christiania godt måtte finde sted i ro og mag og med et signal fra ordensmagten om, at man er åben for dialog.

Men 1. september trådte politiets Task Force Pusher Street sammen - og navnet er ikke tilfældigt.

- Vi er åbne for dialog, men vi går også efter de kriminelle bagmænd, der sidder på hashhandelen. Og så vil vi også i langt højere grad klappe lommer på køberne, forklarede leder af gruppen Poul Kjeldsen til BT torsdag, hvor 28 hashkunder fik udskrevet bøder på 2.000 kroner eller mere.

Mandagens indsats handlede dog hverken om at beslaglægge hash eller om at udskrive bøder.

- Vi har den fornødne styrke til at gå derind og møde de udfordringer, der måtte være. I dag går vi ind ganske udramatisk, men andre gange vil situationen være en helt anden, og så går vi ind på en anden måde, siger Poul Kjeldsen til BT, efter at politiet efter en god times tid så småt forlader Christiania igen.