Efter at have været afspærret hele dagen med containere og betonklodser, er Pusher Street nu åben igen.

Det fortæller B.T.s udsendte.

»De har lige fjernet alle barrikaderne, og boderne er ved at åbne igen på Pusher Street,« fortæller B.T.-journalisten Clara Alexandra Vind, der er til stede på Christiania lige nu. 

Natten til tirsdag har christianitterne spærret Pusher Street med blandt andet containere og betonklodser.

'Aktionen sker i håb om at befri Christiania fra bandernes og rockernes tyranni,' lyder det i en pressemeddelelse fra Christianias pressegruppe.

I løbet af formiddagen blev flere afspærringer væltet af folk, der var utilfredse med aktionen.

Og nu er de så helt fjernet. 

Politiet fortæller til B.T., at de stadig er til stede på Christiania og følger situationen i Pusher Street tæt.