En 32-årig mand sidder i disse timer på anklagebænken i Københavns Byret – tiltalt for voldtægt af syv mindreårige piger.

I alle tilfældene har han ifølge tiltalen enten haft samleje eller modtaget oralsex med såkaldte puff bars i betaling.

Den tiltalte nægter sig skyldig i lang de fleste anklager, men har ved retsmødets begyndelse erkendt enkelte forhold i tiltalen.

I retten er det netop kommet frem, at Københavns Politi først fik nys om sagen, da man modtog en anmeldelse fra to mindreårige piger, der havde udøvet oralsex på manden med puff bars som betaling.

I den forbindelse fik politiet ifølge anklageren i retten en beskedkorrespondance fra det sociale medie Snapchat, hvorfra man kunne spore den tiltaltes ip-adresse og herefter fysiske adresse.

Den tiltalte blev anholdt, og ved samme lejlighed ransagede politiet også den 32-årige mands adresse.

Her fandt politiet en liste med navne på den tiltaltes telefon.

Listen bestod ifølge anklageren af 19 pigenavne og dertilhørende aldre.

Herefter stod der ved næsten alle 19 tilfælde beskrevet seksuelle handlinger som eksempelvis »gav mig et handjob«, »bolle i toilet mange gange« og »tage mødom«.

Ved ni ud af de 19 navne på listen, som anklageren mandag læste op, fremgik en alder på under 15 år.

Det fremgår dog ikke, om de syv forurettede piger i sagen fremgik på listen.

Den 32-årige mand erkender i retten at have lavet listen, men kan ikke forklare, hvad den handler om.

Han oplyser i den forbindelse, at »han røg meget hash dengang«.

Til retsmødet har anklageren også præsenteret en tilkendegivelse om udvisning af den tiltalte. 

B.T. beskrev lørdag anklageskriftet mod den 32-årige mand, hvor han er tiltalt for voldtægter af syv forskellige piger, der er født i årstallene 2009 til 2011. De fleste overgreb blev ifølge politiet begået i 2023.

Ifølge et anklageskrift har den tiltalte mand »ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed og mod betaling eller mod løfte om betaling af puff bars« haft både vaginalt samleje med og fået oralsex af en lang række mindreårige piger.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Send en mail på sebj@bt.dk – alle henvendelser håndteres fortroligt.

Ét af forholdene omhandler en pige, der er født i 2010.

Den 32-årige mand er tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje af pigen efter at have modtaget oralsex af hende på et toilet i shoppingcentret Waves i Hundige to gange i foråret 2023.

Ligesom i de andre forhold blev pigen 'betalt' med én eller flere puff bars.

I begge tilfælde er han også tiltalt for at have filmet sekvensen, der ifølge politiet efterfølgende lå på mandens telefon.

Han er desuden tiltalt for i sommeren 2023 at have haft samleje med pigen to gange på et toilet i det samme shoppingcenter.