Flere personer kom lettere til skade, da en tribune torsdag aften styrtede sammen under premieren på teaterforestillingen 'Tågen i Bakkerne' i Mols Bjerge.

Det skriver Lokalavisen Syddjurs.

Både politi og redningspersonale blev kaldt til Tremosegaard, hvor 400 mennesker sad klar på tribunen til at se egnsspillet have premiere under åben himmel.

»Vi får anmeldelsen og får at vide, at der er 400 mennesker tilstede derude. Det er der også, men der var ikke ligefrem 400 tilskadekomne. Og de havde selv læge og sygeplejerske tilstede derude til at håndtere det,« fortæller vagtchefen hos Østjyllands Politi til Lokalavisen Syddjurs.

Heldigvis kom ingen alvorligt til skade.

Tre personer faldt ifølge vagtchefen og fik lettere knubs, mens én blev kørt til skadestuen med det, der formentlig er et forstuvet håndled.

Det er endnu ikke klarlagt, hvad årsagen til tribunesammenstyrtningen var.

Foto: Google Maps
Vis mere