Det overgår ens fatteevne, hvordan en 27-årig mor fra en lille nordjysk by kunne få sig selv til at dræbe sin kun ni år gamle datter med en filetkniv i onsdags, mens faren var ude at gå med hunden.

Under grundlovsforhøret torsdag kom det frem, at moren siden marts har været i behandling for en psykose og så sent som i søndags lod sig indlægge på psykiatrisk afdeling i Brønderslev. Mandag blev hun udskrevet igen - og blot to dage senere begik hun det frygtelige knivdrab på datteren.

Men hvordan kan en psykose få en mor til at slå sin ni-årige datter, som hun elsker, ihjel? BT har stillet spørgsmålet til professor dr. med. i psykologi Jørn Beckmann, der gennem karrieren har lavet omkring 150 psykologiske undersøgelser af drabsmænd i samarbejde med politiet og er tidligere chefpsykolog ved Odense Universitetshospital.

»En psykotisk tilstand kan få en ellers kærlig mor til at begå en frygtelig handling som denne,« siger Jørn Beckmann og uddyber:

»Når man er psykotisk, så ved man ikke, hvad man gør. Den arme kvinde har ikke været ved sine fulde fem i gerningsøjeblikket.«

Kort efter sin frygtelige ugerning ringede den 27-årige kvinde til sin mand og sagde, at hun elskede ham, og at hun glædede sig til, at han kom hjem, men at det godt kunne være, at hun og deres datter ikke ville klare den. Manden, der var ude for at lufte familiens hund, skyndte sig hjem og blev mødt af et forfærdeligt syn, da han åbnede hoveddøren. Der var blodspor i gangen, og kort efter fandt han sin datter liggende i en blodpøl i sin seng. Hun var døende.

Ikke et tilfældigt offer

Parrets tre-årige søn lå og sov i sin seng, da familietragedien udspillede sig onsdag aften, og ifølge Jørn Beckmann er det næppe tilfældigt, at det var den ni-årige datter - og ikke hendes lillebror - som blev offeret for morens frygtelige gerning.

»Når det er datteren, hun ender med at slå ihjel, kan det skyldes, at hun har sparet nogle aggressive tanker og følelser sammen overfor hende. Det kan være alt fra jalousi til magtesløshed over, at hun ikke har følt, hun kunne magte datteren på grund af sin sindstilstand,« siger den erfarne psykolog.

Under normale omstændigheder kan vi kontrollere disse følelser, men det gælder ifølge Jørn Beckmann ikke altid for en psykotisk person, fordi vedkommende ikke kan skelne mellem de tanker, der farer rundt i deres dybt forvirrede sind og virkeligheden. Derfor kan det også tænkes, at moren har haft paranoide forestillinger om, at datteren ville gøre hende eller sønnen ondt og derfor måtte slås ihjel som en forsvarsmekanisme.

Den ni-årige pige blev i al hast kørt til Hjørring Sygehus, men endte med at dø af blodmangel. I ambulancen gik det tilsyneladende op for den 27-årige mor, hvad hun havde gjort.

»Nej, nej, det er ikke sket det her,« udbrød hun flere gange ifølge politirapporten.

Det tragiske drab kom også som et chok for faren, der til politiet har beskrevet den 27-årige kvinde som »en god og kærlig mor, der ikke bevidst ville gøre sine børn ondt.«

Får mild dom

Det understreger ifølge Jørn Beckmann, at drabet må være sket i en dybt psykotisk tilstand, som får indflydelse på, hvilken straf moren ender med at få for forbrydelsen.

»Når hun skal dømmes på et tidspunkt, vil vurderingen med al sandsynlighed være, at hun ikke var ved sine fulde fem i gerningsøjeblikket, så jeg går ud fra, at hun får en mild dom eller en behandlingsdom,« siger han og fortæller, at det normalt gør politiets opklaringsarbejde lettere, når en frygtelig forbrydelse som denne finder sted inden for familiens fire vægge.

Tre dage før drabet lod den 27-årige mor sig indskrive på psykiatrisk afdeling i Brønderslev, fordi hun ifølge sin samlevers forklaring til politiet havde »grimme tanker«. Mandag blev moren dog udskrevet igen. Ifølge samleverens forklaring var det med en besked om, at der ikke var mere, psykiatrien kunne gøre for hende, og hun derfor måtte gå til sin egen læge.

Og det undrer Jørn Beckmann.

Datteren skulle beskyttes

»Hvis hun er dybt psykotisk og i sin psykose udtrykker, at hun har 'grimme tanker', som jeg jo kan gætte har været noget i retning af, at hun ville slå datteren ihjel, så skal man passe ekstra godt på datteren, fordi hun kan være i fare,« siger han, men understreger, at han ikke kender til alle detaljer i sagen eller årsagen til, at moren blev udskrevet.

Jan Maintz, der er lægefaglig direktør i Region Nordjylland kalder hændelsen ’dybt tragisk’. Han oplyser dog, at han i forhold til loven om tavshedspligt ikke kan udtale sig om en konkret patient.

»Men det er klart, at når sådan noget sker, så påvirker det jo os alle rigtig meget. I sådan en situation gør vi det, at vi iværksætter en undersøgelse og analyse, hvilket vi har gjort i formiddag med henblik på at se, om det forløb, som patienten har haft hos os, har været tilfredsstillende, eller om der er nogle ting, der kunne have været bedre,« siger han.

»Vi gennemgår alle sikkerhedsprocedurer og alle elementer i selve patientforløbet,« tilføjer han og oplyser, at resultatet af undersøgelsen først forventes at foreligge om nogle dage.