To sorgramte familier står tilbage, efter en villabrand i Nakskov ubarmhjertigt tog fire børn og en familiefar fra dem. Det er familier, som har hårdt brug for den rette krisehjælp, mener psykolog.

Det er endnu svært for familierne at sætte ord på det tragiske mareridt, de har udlevet i vågen tilstand. I fredags mistede de fem af deres kære - fire børn og faren til to af børnene - i en villabrand.

Og det er skellet mellem drøm og virkelighed, der kan være svært, fortæller krisepsykolog Christian Normann Lorentsen, der kalder sager som disse for katastrofeoplevelser.

Læs også:

»Samme reaktionsmønster går igen, hvad enten der er tale om brand, færdselsuheld eller drukneulykke. De pårørende går i chok og har svært ved at tro på det, der er sket. Det hele føles som en drøm,« siger Christian Normann Lorentsen, der er direktør i Nordisk Krisekorps, Danmarks største psykologiske beredskab med over 500 konsulenter tilknyttet:

»De vil opleve symptomer som hjertebanken og stress. Hele kroppens alarmsystem vil køre på højtryk.«

Må ikke presses
Christian Normann Lorentsen slår dog fast, at det endnu er for tidligt for de pårørende at sætte ord på deres sorg.  De må derfor ikke presses til at tale om tragedien. I stedet skal psykologen blot observere og støtte dem.

»For tidlige bearbejdning kan skade mere, end det gavner. Lige nu har de bare brug for menneskelig støtte, og de må under ingen omstændigheder være alene, da de ikke en gang kan overskue almindelige hverdagsudfordringer som at spise,« siger han.

Efter chokfasen vil familierne indtræde i acceptfasen, hvor det langsomt vil gå op for dem, hvad der er sket. De accepterer, at deres kære er døde.

Stå sammen som familie
Herefter træder familierne ind i bearbejdelsesfasen, hvor de kan begynde at tale om sorgen. Christian Normann Lorentsen til, at de pårørende her går sammen i én stor krisegruppe og taler sammen.

»Det er jo hele familier, der er ramt, så de kan finde stor tryghed i hinanden. Der kan være familiemedlemmer, som har svært ved at bearbejde oplevelserne, og så hjælper det at tale om det sammen.«

Læs også:

Til sidst vil de pårørende gå ind i reorienteringsfasen, hvor de skal vende tilbage til deres gamle liv:

»Men de kan aldrig komme sig helt over sorgen. Med tiden vil de lære at leve med den,« siger Christian Normann Lorentsen.

Flere af de pårørende fortæller til BT, at de modtager krisehjælp. Dog vil Nordisk Krisekorps gerne tilbyde begge familier gratis psykologhjælp, da der kan være familiemedlemmer, som ikke er forsikringsdækket. Begge familier er orienteret om tilbuddet.