Følelseskold, egoistisk og farlig.

Sådan lyder den meget forenklede version af den grundige mentalundersøgelse, som anklageren onsdag formiddag læste op i sagen mod den 27-årige James Schmidt.

Han er i Københavns Byret tiltalt for især tre rovmord på pensionister i den samme ejendom på Vangehusvej på Østerbro for et år siden.

Drabene blev ifølge politiets tiltale begået ved kvælning for at misbruge ofrenes hæve- og kreditkort. Den tiltalte nægter sig skyldig.

Som led i bevisførelse læste senioranklager Søren Harbo fra Københavns Politi onsdag formiddag op fra den mentalundersøgelse, som en psykolog på Retspsykiatrisk Klinik har gennemført med James Schmidt, mens han har siddet varetægtsfængslet.

Under mentalundersøgelsen var James Schmidt i begyndelsen meget venlig og åben overfor psykologen, men hurtigt blev han rastløs og ikke mindre end syv gange undervejs bad han om at kunne gå på toilettet.

James Schmidt er tidligere dømt for voldtægt af en mindreårig pige. Han er også dømt for drabsforsøg på sin mors veninde. Han blev i 2011 idømt forvaring på ubestemt tid, men Højesteret mildnede dommen til syv års fængsel i 2012. Retten tog hensyn til, at han var meget ung og ikke tidligere straffet.
James Schmidt er tidligere dømt for voldtægt af en mindreårig pige. Han er også dømt for drabsforsøg på sin mors veninde. Han blev i 2011 idømt forvaring på ubestemt tid, men Højesteret mildnede dommen til syv års fængsel i 2012. Retten tog hensyn til, at han var meget ung og ikke tidligere straffet.
Vis mere

Psykologen noterede også, at den 27-årige forsøgte at glide af på spørgsmålene, og var »afvisende eller stærkt bagatelliserende over for egne kriminelle handlinger«.

James Schmidt virkede undervejs decideret uinteresseret i psykologens tests, og gabte så tit, at han til sidst syntes tæt på at falde i søvn. Psykologen vurderer, at han på ingen måde synes at tage sin situation særlig alvorligt.

Den nu tiltalte kom til Danmark som syv-årig fra Sudan, og allerede fra en meget tidlig alder blev det beskrevet, at han viste bekymrende adfærd. Han var kun i stand til at tage hensyn til sine egne behov, og blev som 12-årig indlagt på psykiatrisk afdeling.

Han gennemførte ikke folkeskolen, og boede i perioder hos sin stedfar. Han forklarede under mentalundersøgelsen, at han sidder i fængsel, fordi politiet og retssystemet behandler ham uretfærdigt på grund af hans tidligere kriminalitet (voldtægt af 14-årig pige, drabsforsøg og voldtægtsforsøg på moderens veninde og overfald på tre fængselsbetjente,  red.).

»Han oplyser, at han aldrig har gjort noget i sit liv, som han er rigtig ked af. Han føler, at han er blevet frarøvet sit ungdomsliv, og han sammenligner sig med Martin Luther King,« noterer psykologen blandt andet.

Ifølge tiltalen i sagen kvalte den 27-årige James Schmidt de tre pensionister, fordi han ville malke deres kreditkort for penge bagefter. Han nægter sig skyldig i drabene.
Ifølge tiltalen i sagen kvalte den 27-årige James Schmidt de tre pensionister, fordi han ville malke deres kreditkort for penge bagefter. Han nægter sig skyldig i drabene.
Vis mere

Han intelligenskvotient bliver anslået til 78 (lidt under gennemsnittet, red.), men psykologen tager lidt forbehold for resultatet, fordi James Schmidt under undersøgelsens tests udviser koncentrationsbesvær.

Hans profil beskrives som »ujævn og sjældent set«, men psykologen vurderer, at James Schmidts intelligenskvotient »utvivlsomt er inden for normalt område«.

Samtidig beskrives James Schmidt som præget af overfladiskhed og uinteresseret i andres behov. »Han befinder sig bedst med personer, der indtager en underdanig holdning over for ham«, noterer psykologen, som også fastslår, at han ofte vil »fremstå følelseskold«.

»Han har gennemgribende psykopatiske træk med meget høj risiko for ny kriminalitet. Han virker ganske upåvirket af den aktuelle sag og sagens alvor,« konstaterede psykologen.

»Han virker umoden, glat og overfladisk, mangler empati og er præget af ringe accept af gængse normer og regler,« hedder det videre i mentalerklæringen.

Psykologen mener også, at James Schmidt har svært afvigende personlighedstræk, har ringe selvforståelse og forherliger sig selv.