Den 31-årige psykisk syge mand, som har stukket sin families faste læge i hjertet med en urtekniv, kendes skyldig i manddrab af Retten i København torsdag.

I kendelsen fremgår det, at det var stiklæsionen i hjertet, som forårsagede døden.

Den 64-årige læge døde syv dage efter gerningstidspunktet 28. juni 2022 på grund af en iltmangelbetinget hjerneskade.

Af retten vurderes det, at manden måtte have fundet det sandsynligt, at lægen kunne dø, når han brugte kniven.

Den 31-årige har hidtil påstået frifindelse fra drabstiltalen og erkender kun grov vold uden døden til følge.

I juni 2022 stak den psykisk syge mand sin families faste læge i hjertet med en urtekniv. Den 64-årige læge var kommet for at tilse hans tilstand.

Situationen på gerningsdagen sidste år eskalerede, da lægen begyndte at notere på et stykke papir under besøget.

Den drabstiltalte forsøgte at tage papiret ud af hænderne på ham, hvorefter det gik i stykker.

Papiret beskrives af forsvarsadvokaten som omdrejningspunktet for situationen, da det i tiltaltes hoved ville kunne få ham tvangsindlagt igen. Ligesom han tidligere har været for skizofreni.

Ifølge morens forklaring blev den 31-årige vred, og han gik ud og fandt en urtekniv i køkkenskuffen.

Derefter blev lægen jagtet ned ad trappen, og det endte med, at han blev stukket to gange. En gang i armen og en gang i brystet, hvor kniven gik ind i hjertet.

/ritzau/