I årevis udnyttede den nu 52-årige psykiater Kim Eisenreich en tidligere patients sindssygdom til at få sex med hende.

Det fastslog retten i Glostrup fredag, og idømte han fængsel i 15 måneder.

Dermed er det tredje gang, at psykiateren har fået dom for at gå for vidt i sin sex-iver.

I 2011 fik han halvandet års fængsel i Norge for at have sex-misbrugt en kvindelig patient under sit tidligere navn Kim Jørgen Holtz.

Og i april sidste år fik han i Aarhus en ny dom på tre måneders fængsel for at have misbrugt sin stilling til gennem 10 måneder at have have haft sex med en patient.

Straffen fra Aarhus, der blev stadfæstet af Vestre Landsret, kom fredag til at indgå i den aktuelle dom, fordi gerningsperioderne i de to sager overlappede hinanden.

Derfor udmålte retten i Glostrup en samlet straf på 15 måneders fængsel. Den dom ankede psykiateren på stedet til frifindelse.

Retten i Glostrup fandt det bevist, at Kim Eisenreich i perioden 2011-2016 udnyttede en nu 55-årig kvindes psykiske sygdom til at opnå sex.

Ifølge anklagen skete det ved, at manden i et stort antal tilfælde havde skaffet sig samleje samt andet seksuelt forhold med kvinden forskellige steder på Sjælland - blandt andet på et psykiatrisk bosted i Taastrup.

»At udnytte en persons psykiske sygdom til et seksuelt forhold er meget alvorligt og heldigvis også meget usædvanligt. Jeg er meget tilfreds med, at retten har valgt at følge anklagemyndigheden i denne sag,« lød det efter domsafsigelsen fra senioranklager Peter Rask fra Københavns Vestegns Politi.

Den psykisk syge kvinde havde indtil 2003 i flere år været patient hos psykiateren, men han blev ikke dømt for at have misbrugt sin stilling som psykiater.

Derimod var stridens kerne, om kvinden beviseligt var sindssyg i perioden 2011-2016, og hvorvidt psykiateren udnyttede det til at opnå sex med hende.

Retten var ikke i tvivl. Retslægerådet har fastslået, at kvinden var diagnosticeret med skizoaffektiv psykose og skizofreni i perioden. Begge dele er at regne som sindssygdomme.

Psykiateren forklarede i retten, at der var tale om et kærlighedsforhold, men kvinden havde en anden opfattelse.

Hun har forklaret, at hun har følt sig som en robot, der mekanisk efterkom psykiaterens ønsker. Og retten har i høj grad valgt at lægge hendes forklaring til grund for dommen.

I den aktuelle sag har det ikke betydning for mandens skyld, at han var psykiater. Han var nemlig ikke kvindens behandler på gerningstidspunktet. Men loven forbyder alle at udnytte retarderedes og sindssyges skrøbelighed til at opnå sex.

»De sindssyge og de mentalt retarderede, de har brug for samfundets beskyttelse,« lød det blandt andet fra anklager Peter Rask ved fredagens retsmøde.

Sundhedsstyrelsen har i dag frataget ham hans autorisation som læge.

Allerede i sommeren 2008 anmeldte den kvinde, hvis psykiske sygdom psykiateren nu er dømt for at have udnyttet, ham til Vestegnens Politi for seksuelt misbrug.

Men efter at have efterforsket sagen blev sagen indstillet i januar 2009. Politiet mente ikke, at psykiateren den gang kunne straffes for noget.