En promille på 2,37.

Det viste en blodprøve taget fra en kvinde, der efter en julefest sidste år valgte at sætte sig ind i sin bil.

Den beslutning har nu ført til, at kvinden på 56 år er blevet idømt en bøde på 9.000 kroner, en betinget fængselsdom på 20 dage og en frakendelse af kørekortet i tre år.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

I Retten i Hillerød forklarede kvinden, at hun den 25. december sidste år havde været til fest i Holbæk sammen med sin mand.

Til festen havde hun fået en del at drikke, men ifølge kvindens forklaring var det manden, der havde kørt hjem fra festen.

Efter de var ankommet hjem, havde de ifølge Frederiksborg Amts Avis haft et skænderi, og kvinden mente, at deres bil holdt 'underligt'. Derfor ville hun vende bilen, hvilket en nabo opdagede. Derefter blev politiet tilkaldt.

I retten erkendte den 56-årige kvinde, at hun havde sat sig bag rattet, selvom hun havde drukket for meget.